Studerende fra Aarhus Universitet får legat til kræftforskning

Mette Lise Lousdal fra Aarhus Universitet har for nylig modtaget et legat fra Dansk Kræftforsknings Fond på 204.000 kroner. Legatet skal styrke hendes forskning i screening af brystkræft.

Mette Lise Lousdal, Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed, Dansk Kræftforsknings Fond, brystkræft, screening.
Mette Lise Lousdal, BSc in Public Health og kandidatstuderende på Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed. Foto: Anders Trærup/AU Kommunikation.

Screening af brystkræft er i fokus for Mette Lise Lousdal og hendes forskergruppe. Den forskning har Dansk Kræftforsknings Fond valgt at støtte med et legat på 204.000 kroner, som skal hjælpe den unge forsker med at starte sit ph.d.-projekt op.

For at finde de livstruende tilfælde af brystkræft bliver mange raske kvinder i dag indkaldt til screening. Nogle af disse kvinder vil få konstateret brystkræft, som i virkeligheden er ufarlig, fordi kræftknuden vokser så langsomt, at den aldrig ville blive livstruende.

”Kvinder bør kende både fordele og ulemper for at træffe en fuldt informeret beslutning om at få foretaget en brystkræftscreening eller ej. Vi vil med vores forskning undersøge, hvor mange liv vi redder, i forhold til, i hvor mange tilfælde vi overdiagnosticerer. Det har stor betydning for den information, vi giver kvinderne,” fortæller Mette Lise Lousdal.

Brystkræftscreening bliver i Danmark tilbudt alle 50-69-årige kvinder. Mette Lise Lousdal og forskerteamet vil med projektet undersøge, om screeningprogrammet har ført til, at kræft bliver opdaget på et tidligere tidspunkt, og derefter hvordan dødeligheden har ændret sig for forskellige udviklingstrin af brystkræft.

Legatet giver, ud over den økonomiske håndsrækning, Mette Lise Lousdal håb om at skabe opmærksomhed omkring screening af brystkræft og understrege det vigtige i at forske i effekten af screening.

Legatet blev overrakt mandag den 16. juni ved en reception på Dansk Kræftforsknings Fonds informationskontor i København.

Yderligere oplysninger

BSc in Public Health, kandidatstuderende Mette Lise Lousdal
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
mette.lise.lousdal@publ.au.dk