Stjernespækket æressymposium for Djurhuus
Professorer fra både USA, Hong Kong og England holdt oplæg, da Jens Christian Djurhuus tog afsked som leder af Institut for Klinisk Medicin.

Hele fredag den 15. juni vil talerstolen på auditorium A i Skejby være besat af det ene stjerneskud efter det andet. Årsagen er et æressymposium for Jens Christian Djurhuus, afgående institutleder for Institut for Klinisk Medicin.
Formiddagen er afsat til et videnskabeligt program, der spinder omkring Djurhuus' eget forskningsfelt – børn og urinveje. Her fortæller bl.a. professor Christou Constantinou fra Stanford University i USA om sit langvarige forskningssamarbejde med Djurhuus.
Eftermiddagen rummer oplæg fra markante personligheder, som Djurhuus har haft samarbejde med gennem årene – bl.a. rektor Lauritz B. Holm Nielsen fra Aarhus Universitet, direktør Arne Rolighed fra Kræftens Bekæmpelse og sundhedsdirektør Ole Thomsen fra Region Midtjylland.
69-årige Jens Christian Djurhuus har i 26 år været leder af Institut for Klinisk Medicin. Pr. 1. juli 2012 stopper han som institutleder for at hellige sig forskningen igen.
Læs også portrættet "Jens Christian Djurhuus, leder af Danmarks største kliniske institut, takker af"