Millionbevilling til forskning i endetarmskræft

Professor Søren Laurberg fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital har modtaget tre millioner kr. fra Kræftens Bekæmpelse til forskning i bivirkninger efter endetarmskræft.

Professor Søren Laurberg fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital modtager bevilling på tre millioner.
Professor Søren Laurberg fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital modtager bevilling på tre millioner.

Kræftens Bekæmpelse har givet tre millioner kr. til et nyt forskningsprojekt, som skal undersøge behandlingsforløbet efter operation for endetarmskræft. Professor Søren Laurberg skal lede projektet.

”Studiet omfatter alle patienter i Region Midtjylland og Nordjylland, svarende til et område hvor i alt en tredjedel af landets befolkning bor. I forsøget inddrager vi alle patienter i et individuelt kontrolforløb. Formålet er at undersøge, om vi, tidligere kan afklare, om svulsten er kommet igen og samtidig opdage nogle af de langtidsbivirkninger som kan opstå efter operationen. Vi skal også undersøge, om en tidligere behandling af disse er bedre,” siger Søren Laurberg.

I dag bliver ca. halvdelen af de patienter som opereres for endetarmskræft ramt af langtidsbivirkninger. Det kan være problemer med afføringen, vandladningen, sexlivet og lignende. I det kommende projekt skal patienterne følges i et standardiseret program på de kirurgiske afdelinger i Aalborg, Aarhus, Randers og Herning.

”Bevillingen fra Kræftens Bekæmpelse er en forudsætning for, at vi kan gennemføre projektet. Vi håber at det kan forbedre behandlingsforløbet for fremtidige patienter med endetarmskræft,” siger Søren Laurberg.

Yderligere oplysninger

Klinisk koordinerende lærestolsprofessor, overlæge, dr.med. Søren Laurberg
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Kirurgisk Afdeling P, THG
Telefon: 7846 7715
sola@clin.au.dk