Medicinsk forskningschef bliver adjungeret professor på AU

Jens Peter Nørgaard er blevet tilknyttet Aarhus Universitet som adjungeret professor. Til daglig er han medicinsk forskningschef i urologi. Han forsker i, hvad det betyder for børn og voksnes søvn, når de tisser i sengen om natten.

Jens Peter Nørgaard har specialiseret sig i urologi og børnekirurgi og vil kombinere adjungeringen med sin nuværende rolle i Ferring Pharmaceuticals i København, hvor han har været ansat siden 1997.
Jens Peter Nørgaard har specialiseret sig i urologi og børnekirurgi og vil kombinere adjungeringen med sin nuværende rolle i Ferring Pharmaceuticals i København, hvor han har været ansat siden 1997.

Hvilke konsekvenser har det for børn og voksne, at de ikke kan holde sig om natten? Det forsøger Jens Peter Nørgaard at komme et svar nærmere. Han er netop blevet tilknyttet Aarhus Universitet som adjungeret professor.

”Jeg er interesseret i, hvordan vand og salt udskiller sig i nyrerne, og hvad det betyder i forhold til problemer med vandladningen. Jeg forsker i om høj produktion af urin betyder noget for søvnforstyrrelser,” forklarer Jens Peter Nørgaard, der udover sin adjungering, arbejder som forskningschef på Ferring Pharmaceuticals i København

Målet er at bidrage med mere bredde i forskningen om problemer med vandladningen, for at komme nærmere på behandlinger, der mere specifikt retter sig mod årsagen til problemet.

”Vi er ved at udvikle ny medicin på området. Bivirkninger af den medicinske behandling bliver mindre, fordi behandlingen bliver målrettet specifikt. Samtidig skal vi skal sikre, at medicin der bruges til børn, testes på børn,” siger Jens Peter Nørgaard og understreger, at han glæder sig til samarbejdet.

"Med denne adjungering vil jeg også sætte fokus på samarbejdet mellem universiteter og industrien, både lokalt som globalt," siger han.

Jens Peter Nørgaard dimitterede fra Aarhus Universitet i 1982, blev dr. med. i 1990 og er nu tilbage på universitetet som adjungeret professor.

Yderligere oplysninger

Jens Peter Nørgaard
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
JensPeter.Norgaard@ferring.com