Børnekræftoverlevere risikerer hormonforstyrrelser

Nordiske forskere afslører vigtig ny viden i The Lancet om senfølger af børnekræft.

Professor Henrik Hasle
Professor Henrik Hasle

Behandlingen af børn med kræft er gennem de sidste 40 år forbedret markant, så cirka 80 % i dag helbredes.

En ny stor nordisk undersøgelse viser dog, at mange, som har overlevet kræft i barneårene, får kroniske senfølger med forstyrrelser i hormonproduktionen. Resultaterne er netop offentliggjort i det anerkendte tidsskrift, The Lancet, som skriver i en leder, at undersøgelsen er væsentlig for vores forståelse af senfølger af helbredende behandling for børnekræft og er vigtig for fremtidig forskning og behandling.

Forskergruppen Adult Life after Childhood Cancer in Scandinavia (ALICCS, www.aliccs.org) er en forskergruppe, der især består af et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse og Aarhus Universitetshospital. Det er lykkedes forskergruppen at følge flere end 30.000 nordiske unge under 20 år, som har fået konstateret kræft.

Det viser sig, at mange af de unge kræftoverlevere senere har været på hospital på grund af nedsat funktion af skjoldbruskkirtel, bugspytkirtel, hypofyse, æggestok eller testikler. Samlet set er risikoen for disse komplikationer fem gange højre end hos normalbefolkningen.

Risikoen afhænger af, hvilken form for kræft man er behandlet for. Der er størst risiko efter behandling for leukæmi, hjernetumor eller Hodgkin lymfom.

- Problemerne med hormonproduktion vil meget sjældent være livstruende, men kan give fertilitetsproblemer, stofskifteforstyrrelser, træthed eller overvægt. Det er derfor vigtigt, at langtidsoverlevere efter børnecancer følges med henblik på disse komplikationer, siger Henrik Hasle, der er professor i børnekræft ved Aarhus Universitet og overlæge på Aarhus Universitetshospital.

Der findes i dag specielle klinikker med fokus på senfølger på de fleste større centre for børnecancer, bl.a. på Aarhus Universitetshospital.

Resultaterne offentliggjort i artiklen: Sofie de Fine Licht, Jeanette Falck Winther, Thorgerdur Gudmundsdottir, Anna Sällfors Holmqvist, Trine Gade Bonnesen, Peter Haubjerg Asdahl, Laufey Tryggvadottir, Harald Anderson, Finn Wesenberg, Nea Malila, Kirsten Holm, Henrik Hasle, Jørgen Helge Olsen, on behalf of the ALiCCS study group. Hospital contacts for endocrine disorders in Adult Life after Childhood Cancer in Scandinavia (ALiCCS): a population-based cohort. Lancet 2014; 383: 1981-9. http://dx.doi.org/10.1016/S0140-6736(13)62564-7

Yderligere oplysninger

Professor i børnekræft ved Aarhus Universitet og overlæge på Aarhus Universitetshospital

Henrik Hasle

Tlf.: 7845 1426.