Troels Græsholt-Knudsen: ”Jeg brugte universitetets psykologtjeneste under min ph.d.”

På en morgenkonference under min turnus fremlagde jeg et barn, der var kommet ind med et stort blåt mærke i panden. Jeg kunne se, at overlægen noterede det blå mærke og interesserede sig for sagen, men jeg blev også bevidst om, at jeg ikke anede, hvad jeg skulle stille op med den mistanke, mærket havde vakt. Der var for lidt dansk forskning i overgreb på børn, og evidensen haltede. Det felt ville jeg gerne bidrage til, og i 2013 begyndte jeg at arbejde på min ph.d. om emnet. Jeg er, så vidt jeg ved, stadig den eneste læge i Danmark, der forsker specifikt i forebyggelse af overgreb på børn via. registerdata.

Jeg brugte universitetets psykologtjeneste under min ph.d. Hver gang jeg havde lovet nogen noget, blev mine børn syge. Jeg var ved at blive vanvittig. Derfor opsøgte jeg psykologtjenesten. Samtalerne hjalp. Det er svært, når der er meget, man gerne vil opnå og samtidig vil være en god far, kæreste, ven – ja, sågar en god samfundsborger. Det går ikke op, og man kan ikke være det hele, i hvert fald ikke på én gang. Jeg er blevet bedre til at slutte fred med, at der er ting, jeg ikke når.

Jeg har misset min søns fødselsdag mere end en gang, fordi jeg har været på konferencer. Det er da skideirriterende, og det fortryder jeg. Og så alligevel ikke. Mine børn vokser op med, at de skal bidrage til verden. Jeg er ind imellem væk en uge eller har travlt i perioder, og så er det mor, der holder skansen derhjemme. En gang imellem er det omvendt, og så er det min kæreste, der har travlt med sit job. Det koster ind i mellem at være forsker, men jeg er ikke en fraværende far. Jeg gør mig umage med at være til stede og bruge tid med børnene.

Der står en kontorcykel under mit skrivebord. Den kører jeg hurtigt på, når jeg laver noget helt utroligt kedeligt som fx at gennemgå 19.000 abstracts. Det er afgørende for min produktivitet, at jeg holder kroppen kørende. Mine kolleger kan altid afkode, når jeg er i gang med noget svært, som kræver min fulde koncentration, for så går cykeltempoet betragteligt ned.

Jeg har taget Jon Kabat-Zinns evidensbaserede mindfulness-kursus og mediterer 10 min. hver anden dag. Typisk derhjemme. Jeg tager bedre beslutninger, når jeg har ro i hovedet. En gang gik jeg til kor og kampsport. Nu kan jeg konstatere, at jeg ikke har tid til en egentlig hobby eller at se mine venner så meget, som de fortjener. Når man er far og forsker, er der faktisk ikke ret meget tid tilbage at rutte med. Men jeg nyder det, jeg laver og synes, det er fedt.

Pressen er en af de ting, jeg prioriterer. Både fordi de arbejder med korte deadlines og har brug for et hurtigt svar, men mest af alt fordi de spiller en vigtig rolle. Medierne kan bygge bro mellem os forskere på universitetet og verden omkring os. Det er vigtigt, at andre end mig selv og mine kolleger kan se den værdi, jeg skaber, og jeg kunne virkelig ønske mig, at forskere blev bedre til at formidle, og at beslutningstagere blev bedre til at lytte. Her er pressen et oplagt bindeled.

ChatGPT er blevet min nye bedste ven. AI bliver det næste store lifehack, og det er med til at gøre mit liv meget nemmere. Jeg skal sammenskrive tre af mine artikler til noget mere folkeligt og lettere forståeligt, og her giver chatbotten et godt udgangspunkt, som jeg kan arbejde videre med. Om lidt får jeg ChatGPT 4. Det bliver vildt.

Jeg synes, det er et kæmpe demokratisk problem, hvis det er medicinalvirksomhederne, der via forskningsfinansiering bestemmer, hvad vi skal forske i. Hvis vi vil have ny viden, der bliver styret af demokratiet og ikke af de store virksomheder, så skal vi som samfund investere i den frie forskning. Det ligger mig meget på sinde.

Jeg er ufattelig stædig og føler, at jeg har pligt til at bidrage. Jeg står i en unik position, for der er ikke ret mange læger i verden, der forsker i børn og overgreb, som jeg gør. Og når der ikke er andre, så er det min opgave at fylde den tomme plads efter bedste evne. Der skal være mening i og med det, jeg laver. Det får jeg til fulde opfyldt i mit arbejdsliv.

Jeg er drevet af en specifik mission, som jeg skal være med til at løse; nemlig at børn skal kunne vokse op i rimelig tryghed. Jeg er utrolig glad for at forske på Institut for Retsmedicin, der støtter stærkt op om den mission og om mig. Vi passer godt sammen og vil hinanden, og det er jeg taknemmelig for.