Anne Gaml-Sørensen: ”Det er da træls ikke at vide, hvor længe det fortsætter”

Jeg var lidt som en elefant i en glasbutik, da jeg blev en del af universitetsverdenen. Som specialestuderende blev jeg inviteret med til at ph.d.-forsvar, og jeg troppede op uden gave eller noget som helst. Jeg kendte ikke koderne i den akademiske verden, men hvor skulle jeg også vide det fra? Ingen i min familie havde læst på universitetet, så det her var fuldstændig ukendt land for mig.

Da jeg startede på instituttet, var der stort set kun læger i min forskningsgruppe. Heldigvis var Cecilia Ramlau-Hansen leder af forskningsgruppen. Hun har samme uddannelsesbaggrund som mig og er en stærk rollemodel. Hende har jeg lænet mig opad undervejs. Nu er gruppen langt mere heterogen, og forskerne har forskellige faglige baggrunde, så nu er vi flere, der ikke er læger, og jeg er ikke den eneste, der ikke har styr på, hvad KBU er. Det er meget rart.

Jeg er stadig juniorforsker, selv om jeg er lidt ældre end de andre på mit karrieretrin. Det bedste ved at være postdoc er friheden. Jeg kan vælge fra og til. Definere hvad der er vigtigt at lave på langt sigt og fra uge til uge. Bestemme hvilke studier jeg skal bygge videre på, eller om jeg skal gå i en anden retning. Og har jeg bøvl med en computer eller en graf, så spørger jeg de unge kolleger om hjælp.

Det er et lidt særligt miljø, vi arbejder i. Vi ønsker jo de samme stillinger, og der er stor udskiftning i kollegerne. Mine forældre var lærere på den samme skole. De havde de samme kolleger i 40 år, de blev venner, hyggede sig på lærerværelset og tog på ferier sammen. Det kunne jeg nogle gange også godt ønske for mig selv. Universitetet er en meget mere dynamisk arbejdsplads, og det er også rigtig godt.

Jeg er feminist nok til at have ligestilling på dagsordenen, men kønsbalance fylder ikke så meget lokalt i min hverdag. Måske fordi jeg sidder i en enhed med mange kvinder? Enten er det virkelig ikke et problem hos os, eller også giver homogeniteten mig nogle blinde vinkler.

Det er svært at få finansiering til forskning i kvindesygdomme. Graviditeter, menopause, endometriose. Jeg er en del af BIOSFER-projektet. Vi er hovedsageligt kvindelige forskere, der forsker i reproduktion. Nogle gange lader det til, at forskere får penge til at forske i alt det, midaldrende, hvide mænd kan fejle. Dér kan jeg altså se nogle problematikker og skævvridninger på strukturelt niveau.

Det ligger konstant i baghovedet, at jeg burde noget mere til udlandet, hvis jeg vil have en fastansættelse. Meget af den eksterne funding, jeg kan søge, hænger sammen med et års udenlandsophold. Men jeg har ikke lyst til at undvære min familie så længe. Min familie tog med mig, da jeg var på forskningsophold på UCLA i tre måneder under min ph.d. Det var skønt, men den mulighed har vi desværre ikke længere. Korte ophold, internationale konferencer og den slags, det er fint.

Det er da træls ikke at vide, hvad jeg skal næste gang, og hvor længe det fortsætter. Planen er helt sikkert en fastansættelse. Men en plan B kan blive nødvendig. Jeg er sindssygt glad for, hvor jeg er landet og for det, jeg laver. Det passer mig perfekt, så jeg skal nok finde på noget. Det løser sig.

Kontakt

Postdoc Anne Gaml-Sørensen
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Telefon: 40 86 81 83
Mail: ags@ph.au.dk