Kasper Hansen: ”Det er oftest søvnen, jeg skærer ned på”

Da jeg var lille, råbte vi drillende ”professor” efter dem, der sagde noget klogt. Jeg er vokset op på Als, langt ude på landet. Universitetet var lige så langt væk som månen, og jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle være akademiker. Jeg ville egentlig have været musiker eller Falckredder, men min store interesse for dykning og en række tilfælde har ført mig hertil. Det er jeg glad for. Det hele mødes nu og giver mening.

Jeg har fravalgt at bruge tid på sociale medier. Og jeg har en lille tracker, der registrerer min arbejdstid. Den tænder jeg, når jeg møder ind og slukker, når jeg går hjem og tilsvarende, når jeg arbejder om aftenen. Jeg når jo hverken mere eller mindre, fordi jeg bruger en tidstracker, men den gør det lettere at udnytte fleksibiliteten. Jeg kan med mere sindsro holde fri en formiddag, når jeg ved – og sort på hvidt vil kunne se – at jeg arbejder mere end en normeret arbejdsuge.

Jeg tager tit arbejdet med hjem. Via remote access kan jeg nemt arbejde med skanningsanalysemetoder om aften, når ungerne er puttet, og jeg forfatter mange ansøgninger i de sene nattetimer. Jeg arbejdede tidligere med dykkerfysiologi og byggede bl.a. selv en prototype på et skanningskompatibelt trykkammer, og det foregik mest derhjemme. De problemstillinger, jeg arbejder med i mit forskningsarbejde, kører videre i hovedet, når min arbejdsdag formelt slutter. På den måde flyder arbejder og fritid tit sammen for mig, og det kan jeg godt lide. Som ansat på Institut for Retsmedicin stifter jeg bekendtskab med tragiske sager, men dem kan jeg heldigvis godt lukke ned for, når jeg går hjem.

Det er oftest søvnen, jeg skærer ned på, når der er deadlines i farvandet. For mig er der ikke færre opgaver bare fordi, der er hårde deadlines. Jeg arbejder derfor tit lige op til deadline, og når jeg samtidig vil prioritere min familie, og det vil jeg, så er det søvnen, der ryger.

Min partner er også forsker. Vi er i samme båd og ved, hvad jobbet kræver. Det er en stor fordel, at vi forstår hinandens udfordringer – men måske også lidt en ulempe, fordi vi begge går op i vores forskerkarrierer. Der er ikke naturligt én, der trækker et større læs på hjemmefronten end den anden. Vi deler husarbejde og pligter ligeligt og skal begge to have plads, fordi vi har de samme karriereambitioner.

Vi har været to år i England. Det gjorde vi nok mest for at leve op til krav og forventninger. Vi fik begge to et forskningsophold ved University of Leicester. Det var meningsfuldt og en stor familieoplevelse, men det var også krævende og udfordrende rent produktivt. Vi var der under hele corona’en, så vi skulle begge arbejde på hjemmekontor med to børn ”on the side” og uden netværk. Vi hjemmeunderviste i syv måneder og arbejdede hjemme i mere end et år. Vi fik det bedste ud af det, synes jeg, men det var ikke ideelle forskningsbetingelser.

Jeg kunne godt ønske mig, at der var større hjælp til familier, der rejser udenlands på forskningsophold. Vi brugte oceaner af tid på at få udenlandsopholdet til at lykkes; der er utallige administrative udfordringer – bare sådan noget som at finde ud af skatte- og forsikringsregler i forbindelse med udlejning af bolig. Samtidig er det meget ressourcekrævende at være langt væk fra sit familiære netværk og få børnene til at trives i skole og nursery. Vores udlandsophold har været økonomisk urentable, men vi vil alligevel ikke være dem foruden, fordi det er inspirerende at blive trukket ud af de vante rammer. Udlandsophold vægter højt på universitetet, og det forstår jeg godt, men det kræver meget at rykke en småbørnsfamilie til udlandet. Det ville være dejligt, hvis der også fulgte tilsvarende støtte med.

Det er ikke drømmen om en professorstilling, der driver mig, men en fastansættelse ville være rar. I en tenure track-ansættelse er jeg godt på vej, men jeg har jo egentlig ikke ”klaret den” endnu. Alting er lidt usikkert, og det forplanter sig også til livet uden for universitetet, fx bliver det vanskeligere at få boligfinansiering, når man har korte, midlertidige ansættelser. Trods alle udfordringerne er jeg drevet af, at mit job er yderst motiverende, meningsfuldt og spændende.