Christian Kanstrup Holm: ”Fonde er glade for den slagne vej. Jeg har prioriteret en anden”

Som yngre forsker har jeg haft chefer, der konsekvent arbejdede fra kl. 9-15 hver eneste dag. De arbejdede sikkert også om aftenen, når huset var stille og børnene lagt i seng, men de satte rammen for os yngre forskere. Det at arbejde mange timer er ikke afgørende. Man kan let komme til at brænde en masse timer af på noget, som ikke giver værdi – jeg får fx knopper af møder uden klart formål. Jeg prioriterer også selv en fornuftig og effektiv arbejdstid og traf allerede som ph.d.-studerende et meget bevidst valg om også at ville have tid til at være sammen med mine børn. Jeg har derfor både været spejderleder, håndboldtræner og siddet med i forældrerådet. Jeg er alligevel blevet professor.

Skulle jeg have presset mere på for at komme til udlandet som postdoc? Jeg har ikke været udenlands. Vi havde små børn, min kone havde fast arbejde, og det passede i det hele taget dårligt med et udenlandsophold som ung forsker og ung familie. Jeg fik faktisk heller ikke de penge, jeg søgte til at rejse ud. Det er ren spekulation, men måske havde jeg haft lettere adgang til flere store bevillinger senere hen, hvis jeg havde fulgt den lige vej, som indebærer et internationalt forskningsophold tidligt i karrieren. Fonde er glade for den slagne vej, som bestemt også har værdi. Jeg har prioriteret en anden.

Jeg blev forsker, fordi jeg er nysgerrig. Ikke for at få prestige og bevillinger. Jeg er stadig drevet af at forstå, hvordan biologien hænger sammen inden for sundhed og sygdom. Forskningsverdenen er en kreativ branche og universitetet et sted, hvor vi skal tænke nye tanker og ud af boksen, men når det gælder rekruttering og ansættelser, kommer vi ofte til at tænke 100 % inden for boksen. Vi skal passe på, at vi ikke kommer til at indsnævre rekrutteringspuljen og på forhånd sorterer dygtige forskere fra, hvis vi kun kigger på de skemalagte meritter. Jeg var nok ikke selv nået hertil, hvis ikke det havde været for institutleder Thomas G. Jensen og professor Søren Paludan, som fra begyndelsen troede på mig, selv om jeg ikke opfyldte de formelle krav.

Som professor gør jeg mig umage med at sætte det rigtige hold og ansætte forskere, der har andre kompetencer end mig selv. Jeg var en gang på et lederkursus, hvor de brugte analogien, at hvis vi har ambitioner om at komme til månen, duer det ikke, at vi straks ansætter 100 supervisionære folk. Der skal fx også være nogle, der tænker på, om vi har brændstof nok i tanken til hele turen frem og tilbage. Jeg er enig. Der er ikke én personlighedstype, som automatisk er en god forsker. Vi skal supplere hinanden, hvis vi skal nå langt og skabe gode forskningsresultater, og i min forskningsgruppe er der behov for, at nogle er detaljeorienterede, for det er jeg ikke selv.

Jeg er uddannet officer og havde derfor ledelseserfaring, inden jeg blev forsker. Det har været en fordel i mit forskningsliv og har givet mig selvtillid til at træffe egne valg og stole på dem. Og så er jeg stædig af natur. Det blev fremhævet i samtlige taler til min tiltrædelsesforelæsning. Jeg kan selv bedre lide ordet ’vedholdende’.

Når jeg kommer hjem, har jeg sjældent fået dækket mit sociale behov. Man er tit alene som forsker. Det er et selvdrevet erhverv, hvor man er kolleger, men også konkurrenter. Konkurrence er sundt, men det kan også være ensomt. Så når arbejdsdagen er slut, er jeg klar til at snakke og lave noget. Sådan har min kone det ikke. Hun er folkeskolelærer.

Louise Hauge Matzen: ”Min mentor har virkelig trådt nogle stier for mig”