Betina Elfving: ”Det havde nok været nemmere med en mand med et 8-16-job”

Excel og planlægning er alfa og omega. Jeg er meget struktureret og har virkelig planlagt mig ud af meget – ikke mindst på hjemmefronten. Madplaner og kørselsordninger med andre forældre, så jeg kun skulle køre børnene til gymnastik én gang om måneden i stedet for hver uge. Samtidig behøver jeg ikke ret meget søvn. Jeg kan godt nøjes med seks timer eller mindre, så når børnene var lagt i seng om aftenen, vidste jeg, at jeg havde 3-4 fire gode timer at arbejde i.

Jeg satte aerobic og gymnastik på pause, da børnene var små. Der var simpelthen ikke timer nok i døgnet til det. I stedet begyndte jeg at løbe, da det bedre kunne passes ind. Da hente-bringe-æraen var overstået, meldte jeg mig ind i et fitnesscenter og kørte direkte fra arbejde til træning tre dage om ugen. Det var vidunderligt at have tid til at gøre noget for mig selv igen. Nu ror jeg havkajak i Vejle Fjord. Det kan jeg virkelig godt lide.

Det havde nok været nemmere med en mand med et 8-16-job. Jeg har fungeret som alenemor i mange perioder. Min mand er jagerpilot og har flere gange været udsendt til Afghanistan eller været udstationeret med flyvevåbnet i USA og Holland. Det var sikkert som amen i kirken, at børnene fik feber i dét øjeblik, John satte sig op i flyvemaskinen. Jeg måtte jo bare få det til at fungere. Da min mor gik på efterløn, flyttede hun nogle gange ind en uges tid, hvis jeg skulle lave forsøg i laboratoriet. Vi havde også en ung pige ansat i spidsbelastningsårene, og naboen har også hentet børnene i institutionen enkelte gange, hvis jeg har siddet fast i trafikken på motorvejen.

Det er egentlig en lettelse, at børnene er blevet store. Det nyder jeg. Nu klarer de næsten sig selv. Jeg er meget bevidst om, hvad vi spiser, og derfor laver jeg mad fra bunden og bager alt brød selv. Jeg husker tydeligt presset for år tilbage, hvor maden skulle stå på bordet senest kl. 18, ellers var resten af aftenen jo kaos. Det er sjældent mit job, der har stresset mig.

I dag spørger de studerende om, hvor mange timer de skal arbejde. Det har jeg aldrig spurgt min professor om, da jeg var studerende. Tiderne ændrer sig. Jeg arbejder mere end normeret, men der er en stor grad af frihed i min stilling, og det sætter jeg stor pris på. Det ville være et større problem for mig og min familie, hvis jeg fx skulle arbejde hver anden weekend.

Jeg kan godt lide at være censor. Det er et tilvalg, og det har givet mig mere, end jeg havde forestillet mig. Jeg synes, det er sjovt, og jeg får indsigt i andre uddannelser og i andre universiteter. Det er gode input, og det er sundt, at der bliver rusket lidt i min egen uddannelses- og undervisnings-trummerum.

Giv mig kritik og sig, hvor jeg skal rette op. Jeg har egentlig ikke noget i mod at søge bevillinger hos fonde, men jeg er træt af, at calls ikke altid er knivskarpe, så vi ved, hvad uddelerne forventer. Og det er utilfredsstillende ikke at få en form for feedback, når man får afslag på en større ansøgning. Gør processen mere transparent, så vi forskere kan gøre det bedre næste gang. Ellers er det spildte kræfter for rigtig mange mennesker.

Laboratoriet er min drivkraft. Jeg elsker at være i laboratoriet. Jeg elsker at grave mig dybt ned i detaljen og teste nye metoder. Jeg er stærkt optaget af hjernen og af, hvordan vi finder bedre behandlinger i psykiatrien – jeg er jo uddannet farmaceut.

Samarbejde og relationer. Det er nok det vigtigste. Man kan jo sidde på sit kontor og alligevel møde 100 mennesker om dagen. Hold fast, det er givende. Jeg tror virkelig, det gælder om at skabe stærke relationer og gode samarbejder. Det er her, det bliver rigtig sjovt!