Brita Singers Sørensen: ”Jeg må gerne sige nej. Også med tilbagevirkende kraft”

Vejen fra ph.d. til professor er ikke snorlige – faktisk er den fuld af karriere-huller og familie-bump. Hver måned fortæller en forsker om, hvordan man navigerer i livet som VIP på Health. Mød professor Brita Singers Sørensen fra Institut for Klinisk Medicin.

Foto: Brita Singers Sørensen

BLÅ BOG

Navn: Brita Singers Sørensen

Alder: 45 år

Titel og tilhørsforhold: Professor ved Institut for Klinisk Medicin

Forsker i: Strålebiologi

Bopæl: Hus i Hesselballe lidt uden for Hjortshøj nord for Aarhus

Familie: Bor med sine to børn på 14 og 17 år.

Jeg har prioriteret mine børn, da de var små. Jeg har rejst meget i mit forskerliv, men når jeg har været hjemme, har jeg hentet børnene i ordentlig tid. Og det har der været opbakning til og forståelse for i ledelsen. Dengang var der ikke tid til meget andet en børn og arbejde. Nu, hvor børnene er store, er det noget anderledes – nu er det jo dem, der ikke er hjemme.

Man er mere effektiv, når man ved, man skal gå kl. 15.30. Det er noget fis at tro, at man får 23 timer mere ud af folk, der arbejder 60 timer om ugen. Det giver ikke mening at sammenligne, hvor mange timer man arbejder. Det handler om, hvordan man indretter sine dage, og hvor effektiv man er.

Jeg har sænket ambitionerne i familien. Vi har sørget for ikke at have for mange planer i weekenderne, og så har jeg købt en citronmåne i Fakta, hvis vi skulle have kage med i børnehaven. Det er lettere sagt end gjort, men at sætte barren lidt lavere har fået det hele til at hænge sammen.

Jeg har aldrig planlagt min karriere eller tænkt strategisk. Jeg har grebet de muligheder, der er opstået, og det har bragt mig videre. Jeg beskæftiger mig med stråleterapi, og der er sket enormt meget inden for vores forskningsområde, mens jeg har været ombord på toget. Jeg samarbejder jeg med vidt forskellige, men dybt dedikerede og entusiastiske kolleger, som gør det sjovt og motiverende at gå på arbejde. Det er lidt lige som at have en hobby.

Jeg har kun haft midlertidige ansættelser. Min professorstilling er også tidsbegrænset. Det passer mig faktisk fint, og jeg lader mig ikke stresse af kun at kunne se 3-4 år ud i fremtiden ad gangen. Det kræver selvfølgelig, at man har den der ’det går sgu nok’-tilgang. Det har også hjulpet mig, at der har været opbakning hele vejen rundt, både fra ledelsen og baglandet.

Jeg er faktisk lidt af en pleaser. Derfor har jeg indført en regel for mig selv: Jeg må gerne sige nej. Også med tilbagevirkende kraft. Det gælder både på arbejde og i privatlivet. Hvis jeg har sagt ja til at læse et review eller at tage vaniljekransedej med til et skolearrangement, men egentlig ikke har tid, må jeg gerne vende tilbage og sige: Nej, det kan jeg ikke alligevel. Jeg kan kun anbefale, at man øver sig i at sige nej.

Alt stritter på mig, når nogen siger, at en opgave vil se godt ud på mit CV. Eller at noget forventes af én i min position. Det kan være planlægning af kurser eller organisering af møder. Det, der lugter langt væk af, at nogen vil af med opgaven og derfor sender Sorteper videre. Sådanne ting har jeg altså sagt nej til.

Jeg var i tvivl, om det var en god idé at sige ja til at være gæsteprofessor i Rotterdam. Jeg var ikke sikker på, om det kunne hænge sammen tidsmæssigt. Men jeg er glad for, at jeg valgte det til, og at jeg kan planlægge det sådan, at jeg rejser ud på korte ophold i de uger, hvor jeg ikke har børnene. Det er fagligt spændende, og jeg har opbygget et uvurderligt netværk og mødt mennesker, jeg er sikker på, kommer til at betyde noget i min videre karriere.

Jeg forventer ikke, at man arbejder mere end 37 timer. Men arbejdstiden kan ligge på skæve tidspunkter, og jobbet kræver fleksibilitet. Både derhjemme og på arbejdspladsen. Vi bruger protoncenteret, når patienterne er gået hjem, og når vi laver forsøg, kan vi ofte stråle mus til kl. 23. Arbejder vi sent eller i weekenden, holder vi selvfølgelig fri på andre tidspunkter. Vi går meget op i, at det hele skal hænge sammen, og at man skal have tid til sin familie. Den tilgang har jeg selv mødt fra ledere og forskningsansvarlige, og den er jeg meget bevidst om at give videre.

Et obligatorisk udenlandsophold kan være et hårdt pres for unge forskere, og jeg kan frygte, at det kan afholde dygtige mennesker fra forfølge en akademisk karriere. Vi var selv i Vancouver som familie i et år, da børnene var små. Både min daværende mand og jeg havde forskerstillinger, og det var en kæmpe gave for os at være af sted. Men det er også en stor opgave, og det passer ikke ind hos alle. Det ville være ærgerligt, hvis et internationalt forskningsophold var et ufravigeligt krav eller var implicit forventet. Vi skal lige huske, at de dygtigste forskere ikke nødvendigvis er dem, der arbejder 60 timer og tager til udlandet, og det ville være en skam at sortere de bedste fra.

Forskerlivet er superkompatibelt med familielivet. Jeg har hørt flere sige, at man ikke skal få børn under sin ph.d. Det er verdens dårligste råd. Man kan godt have og prioritere en familie på alle trin af sin forskerkarriere. I modsætning til mange andre brancher har vi stor fleksibilitet, og vi kan i høj grad selv tilrettelægge arbejdet og arbejdstiden. Jeg vil faktisk sige, at familien er en gave i et akademisk liv.