Louise Hauge Matzen: ”Min mentor har virkelig trådt nogle stier for mig”

Mit privatliv har aldrig spændt ben for mit arbejdsliv, fordi det har altid haft førsteprioritet. Jeg har altid og vil til enhver tid vælge privatlivet. Jeg fik mit første barn, mens jeg var tandlægestuderende. Jeg var nødt til at arbejde effektivt, for jeg havde ikke ubegrænset tid. Jeg passede studierne ind i familierytmen, så jeg læste, når vores datter var i vuggestue eller sov middagslur. Jeg blev god til at skemalægge alt, hvad der var arbejdsrelateret. Jeg har taget den samme tilgang med ind i mit arbejdsliv, selv om børnene nu er store, og jeg har en mere normal 8-16-arbejdsdag.

Når ugen slutter, forbereder jeg den næste. Jeg danner mig et overblik over, hvad jeg har af undervisning, opgaver og møder. Jeg blokerer også tid i kalenderen til forberedelse. Planlægning og skemasætning fungerer godt for mig. Tingene kommer ikke bag på mig. Det giver også ro i hovedet.

Jeg fik mit barn nr. 2 som ph.d.-studerende. Det var svært. Han var ramt af enormt mange infektionssygdomme, og det første halve år, jeg var tilbage efter barsel, var der ikke én eneste uge, hvor jeg ikke havde en barns sygedag. Ph.d.-studiet har faste rammer og skarpe deadlines, så jeg måtte bare indhente arbejdet på andre tidspunkter. Der er jo ingen, der overtager arbejdet for dig, mens du er væk. Det ligger og venter på dig, og så har du dobbelt så travlt, når du vender tilbage. På universitetet er en sygedag aldrig en reel sygedag.

Jeg har selv nået de mål, jeg har sat mig. Ingen har gjort det for mig, men jeg har haft gode rammer. Jeg er fx del af en sektion med samarbejde og godt fællesskab, hvor man anerkender hinandens kompetencer. Det giver et godt arbejdsmiljø. Jeg var også heldig, at bedsteforældrene kunne give en hånd, da børnene var yngre og tingene mere pressede. Og så har min mand lært at forstå universitetsverdenen hen ad vejen. Han er i en helt anden branche.

Professor Ann Wenzel har spillet en kæmpe rolle i min karriere. Hun var sektionsleder, før jeg overtog posten for nogle måneder siden, og hun har været min vejleder og mentor siden jeg startede som ph.d.-studerende. Hun er ufattelig dygtig og engageret, og hun har vejledt fænomenalt, bakket op og haft store ambitioner for sine medarbejdere. Hun har virkelig trådt nogle stier for mig og andre yngre forskere.

Jeg spiller fodbold og er frivillig i bestyrelsen i vores lokale fodboldklub. Jeg tror på, det er vigtigt at lave noget helt andet end familie og arbejde, altså at have en fritidsinteresse. Det giver god energi.

Det er altid forskningen, der lider. Det tror jeg, at mange videnskabelige medarbejdere kan nikke genkendende til. Jeg er dårlig til at sige nej til ting, og der er mange ”skal-opgaver”, som ikke lige kan udsættes – studerende, der venter på, at man holder en forelæsning eller underviser i klinikken. Det er lettere at skyde forskningen.

Det er indimellem skræmmende at tænke på, hvordan forskningsverdenen er bygget op. At universitetets økonomi er bundet op på så stort et hjemtag af eksterne midler. Det er en benhård verden. Universitetets strategiske rammer spænder også ind imellem ben for arbejdet på gulvet. Der er meget, vi skal forholde os til og implementere – internationalisering, digitalisering for bare at nævne nogle områder. Alle arbejder hårdt. Og meget. Men synes vi overhovedet, at vi når i mål og gør det godt nok? Her er universitetet jo ikke meget anderledes end private virksomheder. Det er vilkårene, men det ville være lettere, hvis de var anderledes.

Det er sjovt at forske, og jeg kan godt lide at undervise. Rigtig godt endda. Tænk, at lille almindelige mig er dygtig nok til at sætte mit præg på forskningen i oral radiologi, og at jeg er med til at uddanne fremtidens tandlæger. Jeg føler mig privilegeret.