Anne Birkeholm Jensen: ”Jeg burde nok have sagt ja til opholdet i Kenya, men jeg fortryder ikke”

Mit familieliv spænder ofte ben for mit arbejdsliv. Og omvendt. Ikke store benspænd, men små daglige spark. Forskerlivet kræver noget af én. Det er et con amore-arbejde, som man rigtig gerne vil lægge al sin tid og alle sine kræfter i. Forskningen fylder, også uden for almindelig arbejdstid på en helt anden måde, end da jeg var tandlæge i privat praksis. Tiden er svær at få til at slå til, synes jeg, for jeg har også tre mindre børn. Det nager lidt i det små hver eneste dag, men privatlivet vinder hver gang.

Min mand er langt mere tolerant, end jeg var under hans ph.d. Det gør en forskel, at han kender præmisserne for yngre forskere og forstår min situation og mine prioriteringer. Jeg er også omgivet af mange kvindelige rollemodeller på instituttet. Kvinder, der både er forskere og ledere, og som viser, at det kan lade sig gøre at have en karriere og en familie på samme tid. Rollemodeller gør en forskel.

Det ville nok have pyntet på mit CV, hvis jeg havde sagt ja til et forskningsophold i udlandet. Men jeg fortryder ikke, at jeg fx takkede nej til et projekt i Kenya. Jeg var lige blevet gravid, og det passede bare ikke ind i vores familieliv på det tidspunkt. Det gør et længere udlandsophold stadig ikke, for nu har vi to skolebørn. Men jeg har masser af internationalt forskningssamarbejde hver uge, selvom jeg sidder i Aarhus. Udenlandsopholdet står i vejen for mange yngre forskere, og jeg ville ønske, at man i lige så høj grad også ville anerkende andre former for internationalt forskningssamarbejde på CV’et, når de faste stillinger skal besættes. Der er nemlig ingen tvivl om, at jeg går målrettet efter en forskerkarriere. Kompetencer og kvalitet frem for kvalitative mål.

Jeg øver mig i at sige nej. Jeg kan jo se, at andre slipper fint af sted med det. Jeg behøver ikke skippe hjemmearbejdsdagen for et mindre vigtigt møde eller tage den ekstra undervisning. Det ville nok også frigive mere tid til forskning, som ofte bliver skubbet lidt, fordi der med undervisningen altid er en deadline. Men jeg kan godt lide at undervise og ville ikke undvære det. Det handler om balancen.

Jeg har fundet et ’life hack’, som har ændret vores hverdag til det bedre. Hver torsdag aften laver jeg madplan til en uge og bestiller alle dagligvarer på nettet, så de er klar til afhentning fredag eftermiddag. Det betyder også, at jeg er tvunget til at gå til tiden én dag om ugen.