Fun Facts om fakultetet: Bartholin
Thomas Bartholin den ældre (1616-1680). Af de fleste nok bedst kendt fra det biomedicinske bygningskompleks og vejen i Universitetsparken. Andre husker måske, at han var 1600-tallets danske læge og anatom, der først opdagede og beskrev lymfekarsystemet hos mennesker. Men vidste du, at…
- … Bartholin er en latinisering af navnet ’Bertelsen’, der var farfarens mere jordnære efternavn? Thomas Bartholin var den anden af seks sønner, og han blev forældreløs som 13-årig i 1629. Derfor blev han opdraget af sin onkel og formynder; lægen Ole Worm – der også lægger navn til en vej i Universitetsparken. Bartholinslægten var i øvrigt fuld af videnskabsmænd, og den fostrede hele 12 professorer ved Københavns Universitet.
- … Thomas Bartholin var Kong Christian d. 5.’s livlæge? Efter at have trukket sig fra undervisningen på Københavns Universitet købte Bartholin i 1663 herregården Hagestedgaard nær Holbæk. Men bare syv år senere brændte gården, og hans store bibliotek og mange manuskripter gik tabt. Kongen gjorde efterfølgende Bartholin til sin livlæge med en klækkelig løn og gav også gården skattefrihed som et plaster på såret.
- … Danmarks første lægelov blev til takket være Thomas Bartholin? Bartholin var nemlig en af hovedkræfterne bag den forordning fra 1672, der adskilte apoteker- og lægeerhvervet og fastlagde, at kun universitetsuddannede medici (den latinske betegnelse for ’læger’) måtte betegne sig læger. Det måtte kirurgerne ikke.