Fun facts om fakultetet: Jens Christian Skou

Den 8. oktober ville fakultetets alltime superstar Jens Christian Skou være fyldt 104 år. Derfor kommer her en lille fødselsdagssalut af fun facts. Som Health-medarbejder kan du nok selv i søvne fremsige, at Skou fik Nobelprisen i 1997 for sin opdagelse af natrium-kalium-pumpen, men vidste du, at…

Foto: Søren Kjeldgaard, AU Foto
  • … 20.000 strandkrabber måtte lade livet i Skous laboratorium? Skou gennemførte sin biomedicinske forskning på strandkrabber fra Kattegat, der hver uge blev leveret af en fisker syd for Aarhus. Det krævede 20 krabber pr. forsøg, som bl.a. indebar, at de blev kogt, skilt ad, centrifugeret og analyseret. Det løb op i 200 krabater om ugen. Det kunne efter sigende lugtes på hele instituttet.

  • … der hænger en Skou-mindeplade i solgården på Lemvig Gymnasium? Jens Chr. Skou er født i Lemvig, og på sin 80-års fødselsdag i 1998 blev han udnævnt som æresborger i byen. Faktisk har Skou aldrig gået på Lemvig gymnasium, for det fandtes slet ikke, da han var en ung mand. Derfor tog han sin studentereksamen på Haslev Gymnasium. Men sådan er der så meget – fx fik Skou jo også Nobelprisen i kemi uden at være uddannet kemiker.
  • ... Skou publicerede sin sidste videnskabelige artikel i en alder af 96? Officielt gik han på pension i 1988, men han beholdt sit kontor på Institut for Biomedicin, og her blev han ved med at forske som emeritus indtil 2015, hvor hans sidste artikel blev publiceret. Skous kontor, som han brugte i mere end 40 år, er flyttet og genoprettet 1:1 på Steno Museet, hvor det indgår i udstillingen ’Videnskab er lidenskab’. Kontoret er verdens eneste bevarede kontor efter en Nobelpristager.

Bonus-fact: Se det allersidste interview med Skou

Det sidste videointerview med Jens Chr. Skou er optaget i forbindelse med uddelingen af den allerførste Skou-pris i 2016, som gik til professor Trine Hyrup Mogensen. Foruden Mogensens forskning var der var to ting, som særligt glædede og imponerede Skou ved prismodtageren. Se bare her:

Kilder

  • Steno Museet: Udstillingen ’Videnskab er lidenskab’
  • Bogen ”Videnskab er lidenskab – med forskere på arbejde”, redigeret af Morten Arnika Skydsgaard og Kristian Hvidtfelt Nielsen, Aarhus Universitetsforlag
  • https://www.facebook.com/watch/?v=2102549853153464