Postdoc på Health

Nedenstående fælles rammepapir for postdoc på Health er godkendt af fakultetsledelsen på møde d. 27. juni 2023 og beskriver, hvad man kan forvente som postdoc på Health med det formål at bidrage til transparens, forventningsafstemning og afklaring.

Postdoc er en tidsbegrænset videnskabelig stilling på maks. 4 år. Ansættelse som postdoc forudsætter en ph.d.-grad og er for mange et oplagt næste skridt efter ph.d.-graden.

Hovedindholdet i en postdoc-stilling er forskning. De fleste arbejder inden for et afgrænset område på et forskningsprojekt under vejledning af en lektor eller professor, der typisk også er forskningsgruppeleder. Det er dog ikke en forudsætning for en postdoc-stilling, at man er del af et større forskningsprojekt. Mange postdocs driver deres eget forskningsprojekt finansieret med eksterne midler, som de selv har søgt og fået.

De fleste postdocs på Health ansættes for eksterne midler og i en kort periode, typisk 1-3 år. I løbet af postdoc-ansættelsen erhverver mange sig yderligere kompetencer og kundskaber med henblik på en fortsat karriere i akademia. Hvor en kort periode kan være kompetenceudviklende, så bringer en længerevarende postdoc-ansættelse dog sjældent noget væsentligt karrierefremmende med sig, og en postdoc-ansættelse i Danmark er derfor begrænset til i alt maks. fire år ved det samme universitet.

En postdoc er ikke en hovedstilling og kvalificerer ikke i sig selv til en lektorstilling. Den ’lige’ karrierevej er ph.d. - adjunkt - lektor – professor, og har man ønske om at fortsætte i akademia er næste skridt typisk en adjunkt-eller en tenure track-adjunkt-stilling.

Det er fakultetsledelsen på Healths klare intention, at postdoc skal være en attraktiv stillingstype, og at man som postdoc tilegner sig nye kompetencer med henblik på udvikling i retning af sit næste karriereskridt.

Kompetenceprofil

De formelle ansættelseskriterier for postdoc er – når man sammenligner med hovedstillingerne – ikke særligt udfoldede. Ikke desto mindre er der naturligvis forventninger til ansøgers personlige, akademiske og organisatoriske kompetencer, ligesom der er forventninger til kompetenceudvikling i løbet af ansættelsen.

Eksempler på kompetencer ved ansættelse Eksempler på udviklingsmål
  • Du har en ph.d.-grad / er på ph.d.-niveau
  • Du er kreativ og nytænkende
  • Du kan anvende viden i nye sammenhænge
  • Du har erfaring med at publicere dine forskningsresultater på engelsk
  • Du har nogen erfaring med undervisning og vejledning
  • Du bruger dine faglige netværk aktivt
  • Du har projektstyringsevner og kan lede projekter fra start til slut
  • Du har organisationsforståelse
  • Du har erfaring med fundraising
  • Du er ambitiøs, selvledende, reflekterende og har overblik
  • Du besidder faglig professionalisme
  • Du har ideelt forskningserfaring fra udlandet
  • Du har gode engelskkundskaber
  • Du er en god kollega, der respekterer forskellighed, diversitet og ligestilling

Ovenstående er eksempler til inspiration for dig, der gerne vil have en ide om, hvad der generelt søges efter i en postdoc. Listen skal ikke forveksles med ansættelseskriterier og er ikke en tjekliste over betingelser for ansættelse. Alle postdoc-forløb er forskellige, og det vil være forskelligt, hvad der i en given situation lægges vægt på.

  • Du er innovativ og nytænkende
  • Du kan forske på højt internationalt niveau
  • Du er førsteforfatter på flere publikationer i anerkendte, internationale tidsskrifter
  • Du har nogen erfaring med forsknings- og teamledelse
  • Du har nogen erfaring med hjemtag af eksterne forskningsbevillinger
  • Du har erfaring med internationalt forskningssamarbejde
  • Du kan under vejledning tilrettelægge og gennemføre undervisning og prøver 
  • Du kan skabe et konstruktivt og læringsorienteret undervisningsmiljø
  • Du har gode kommunikationskundskaber og er en god formidler af forskning
  • Du kan vejlede yngre forskere
  • Du har deltaget i udvalg, arrangeret symposier eller på anden vis været akademisk medborger på universitetet 
  • Du har deltaget i kursus i ansvarlig forskningspraksis
  • Du har deltaget i AU’s karriereworkshop for yngre forskere
  • Du er en konstruktiv samarbejdspartner og kan opbygge professionelle relationer
  • Du har ideelt international arbejdserfaring
  • Du har respekt for forskellighed og arbejder bevidst inkluderende

Ovenstående er eksempler til inspiration og skal ikke betragtes som en tjekliste. En postdoc-stilling er en tidsbegrænset forskningsansættelse, ikke en hoved- eller en uddannelsesstilling, og alle postdoc-forløb er derfor forskellige. De konkrete udviklingsmål skal man afklare med sin leder så tidligt som muligt i ansættelsesforløbet.


 

Stillingsindhold

Hovedindholdet i en postdoc-stilling er forskning, men herudover kan stillingen indeholde undervisning i et vist omfang samt andre opgaver af mere eller mindre rutinepræget karakter. Der findes ikke retningslinjer for vægtningen af de forskellige opgaver, der ydermere kan variere over tid. Bl.a. derfor er det så vigtigt at forventningsafstemme med sin leder i forbindelse med ansættelse.

Nogle postdocs er ansat til at varetage nogle klart definerede opgaver i en periode. Eksempler på opgaver, man kan forvente som postdoc-ansat:

  • Selvstændig forskning – stillingens hovedindhold og det, der adskiller den fra en AC-TAP-stilling
  • Forskningsformidling – populærvidenskabeligt såvel som til fagfæller via oplæg og publicering
  • Kongres- og konferencedeltagelse
  • Undervisning på bachelor-, kandidat- og ph.d.-niveau
  • Vejledning af studerende, forskningsårsstuderende og ph.d.-studerende
  • Instruktion i sikker håndtering af kemikalier mv.
  • Design og udførelse af eksperimenter og forsøg
  • Ansøgning om fondsmidler
  • Faglige møder og netværksarbejde, også i udlandet
  • Opgaver i medfør af det akademisk medborgerskab, fx udvalgsarbejde
  • Kurser i forskningsledelse, vejledning, fundraising mm efter aftale med arbejdsgiver

I løbet af sin ansættelse skal man deltage i AU’s online-kursus om ansvarlig forskningspraksis, og alle der underviser skal desuden oprette og vedligeholde en undervisningsportfolio.

Forskningsfrihed

Alle forskere på Health har forskningsfrihed inden for sit faglige ansættelsesområde med de forpligtelser, der følger af ansættelsesforholdet og universitetets forskningsstrategi. Inden for den ramme har man som forsker frihed til at vælge og udvikle metode, fremgangsmåde og emne samt at fremlægge hypoteser, resultater og ræsonnementer offentligt. Som forsker har man ytringsfrihed og kan ikke pålægges tavshedspligt udover hvad der følger af lovgivningen eller indgåede aftaler. Healths rådgivere i ansvarlig forskningspraksis og forskningsfrihed tilbyder fortrolig og anonym rådgivning.

Karriereudvikling

Antallet af varige seniorstillinger på Health er begrænset, og Health anerkender, at langt fra alle postdocer kan fortsætte i en forskerkarriere på universitetet. Størstedelen vil efterfølgende skulle anvende de erhvervede kompetencer og kundskaber i stillinger uden for universitetet, fx i sundhedsvæsenet, en privat forskningsvirksomhed eller som analytiker, leder, konsulent, underviser, udvikler mm. i det private eller offentlige. Her er en postdoc ikke et krav, men ofte en fordel, fordi man kommer med arbejdserfaring og de personlige, organisatoriske og akademiske kompetencer, som man har erhvervet sig i løbet af ansættelsen.

På Health er der krav om, at man som postdoc har en forventningsafstemningssamtale i forbindelse med nyansættelse samt en karrieresamtale inden for et års ansættelse. Samtalen holdes med nærmeste leder, i.e. den der har bevirket ansættelsen. Formålet med karrieresamtalen er feedback, vejledning og individuel afklaring, så man er bedre rustet til at træffe meningsfyldte valg om sin videre karriere. Til brug for karrieresamtalen har HR udviklet vejledninger til medarbejder og leder. De findes på medarbejderportalen.

Alle postdocer kan søge uvildig karrierevejledning ved instituttets karriere-ambassadør, der er en seniorforsker med indsigt i rekruttering og karrieremuligheder på instituttet (det er ikke sikkert, at alle institutter har en karriere-ambassadør). Karriere-ambassadørerne har fokus på en karriere i akademia, men kender også til instituttets virksomhedssamarbejder og muligheder i sundhedsvæsenet. De står til rådighed for generel karrierevejledning og kan hjælpe med at afsøge næste kompetenceudviklende skridt samt henvise til tilbud på AU i fx The Kitchen eller AU Career PhD & JR.

Det forventes af alle postdocer på Health, at de orienterer sig i tilbuddene fra AU Career PhD & JR og som minimum deltager i ”Strategic Career Thinking for Junior Researchers” (workshop på ca. 3 timer).

Alle medarbejdere på Health er i sidste ende selv ansvarlige for egen karriere. Det gælder også postdocer, der opfordres til at reflektere over deres karriereønsker og -muligheder og aktivt arbejde med kompetenceudvikling: Bør jeg søge mere undervisningserfaring? Formidlingserfaring? Skal jeg publicere mere? Mangler jeg konkrete faglige kundskaber? Understøtter mine personlige kompetencer mine karriereønsker? Redskaber og værktøjer til dette reflektionsarbejde kan findes på AU Career PhD & JR – her kan du også få adgang til ressourcer som Vitaes ’Researcher Development Framework’ – og på EURAXESS.

Health har også sit eget skema til en personlig udviklings- og karriereplan, som kan bruges til selvstændig refleksion og som afsæt for din forventningsafstemningssamtale og karrieresamtale. Skemaet er frivilligt at bruge.

Skema til en personlig udviklings- og karriereplan.

Hvad står der i stillingsstrukturen?

”Ansættelse som postdoc forudsætter videnskabelige kvalifikationer på ph.d.-niveau. Postdoc-stillingen er en tidsbegrænset videnskabelig stilling. Stillingen kan besættes for en periode på op til 4 år ved samme universitet. Stillingen som postdoc er som udgangspunkt en fuldtidsstilling, men der kan også ske ansættelse på deltid. Stillingsindholdet vil overvejende være forskning. Hertil kommer undervisning i et vist omfang. Desuden kan i begrænset omfang komme varetagelse af andre opgaver. Universitetet fastlægger den nærmere fordeling mellem de forskellige opgaver. Vægtningen mellem de forskellige opgaver kan variere over tid.”

Kilder

  • Stillingsstruktur for videnskabeligt personale (BEK nr. 1443 af 11/12/2019)
  • Bekendtgørelse om ansættelse af videnskabeligt personale (BEK nr. 242 af 13/03/2012)
  • Ansættelseskriterier på Health
  • Dansk ramme for universitetspædagogiske undervisningskompetencer
  • Lov om tidsbegrænset ansættelse (LBK nr. 907 af 11/09/2008)
  • AU’s Politik for forskningsintegritet, forskningsfrihed og ansvarlig forskningspraksis