Ny professor har en særlig interesse for ulighed i sundhed

Mogens Vestergaard er nyudnævnt professor i almen medicinsk epidemiologi på Aarhus Universitet. Her gennemfører han bl.a. klinisk epidemiologiske studier om multisygdom, psykiatriske lidelser og ulighed i sundhed med udgangspunkt i almen praksis.

Mogens Vestergaard
Mogens Vestergaard tiltrådte sit professorat på Institut for Klinisk Medicin den 1. november 2023. Foto: Martin Dam Kristensen.

Når Mogens Vestergaard ikke tilser patienter i sin lægepraksis i Grenå, er han at finde blandt forskerkollegerne enten på Aarhus Universitets Institut for Klinisk Medicin og Aarhus Universitetshospital i Skejby eller på Forskningsenheden for Almen Praksis i Universitetsparken. Her forsker han bl.a. i ulighed i sundhed med udgangspunkt i epidemiologiske modeller og teorier kombineret med data fra de danske sundhedsregistre.

Mogens Vestergaard og hans kolleger har i forbindelse med et forsknings- og kvalitetsudviklingsprojekt (Deep End Denmark) etableret et netværk af de praktiserende læger, som har flest patienter med få socioøkonomiske ressourcer. Formålet er at reducere effekten af den geografiske ulighed ved at styrke almen praksis gennem vidensdeling, forskning og internationalt samarbejde. Projektet støttes økonomisk af Fonden for Almen Praksis, Kræftens Bekæmpelse og Novo Nordisk Fonden.

”I det aktuelle forskningsprojekt er det vores primære fokus at styrke den almen-medicinske indsats over for borgere, der bor i områder af Danmark med store lægefaglige udfordringer og få lægefaglige ressourcer. Det er et vanvittigt vigtigt og meningsfuldt område at arbejde med, og jeg sætter stor pris på, at professoratet giver mig mulighed for at styrke forskningen på området yderligere,” siger Mogens Vestergaard.

Han glæder sig i øvrigt over, at han som professor kan fortsætte med at undervise i almen medicin både pre- og postgraduat.

Mogens Vestergaard er født i Tarm i Vestjylland i 1967.

Kontakt

Professor, praktiserende læge og ph.d. Mogens Vestergaard
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Klinisk epidemiologisk Afdeling (KEA) og
Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus
Mobil: 23 43 99 90
Mail: mv@clin.au.dk