”Jeg er da ikke ekspert – er jeg?”

Du gør både dig selv og samfundet en tjeneste ved at formidle din forskning. Det mener lektor og forskningsprogramleder Kamille Smidt Rasmussen, som er en del af ligestillings-gruppen Linje X. Gruppen inviterer til gå-hjem-møde om ekspertlister og pressekontakt 24. februar.

Foto: Sora Shimazaki, Pexels

Hver dag leder journalister efter de rigtige kilder til aktuelle historier.

Hvis journalisten skal bruge en kilde med dyb og opdateret viden, er der hjælp at hente i Aarhus Universitets ekspertlister. Universitetet stiller både den generelle ekspertliste til rådighed, lige som der er ekspertlister på de enkelte fakulteter - fx på Health - og universitetsledelsens stab står for at udarbejde aktuelle lister i anledningen af fx Vinter-OL i Kina, Coronavirus eller Ukraine-Rusland-konflikten.

Aarhus Universitet har fokus på at fremme ligestilling og diversitet – også på ekspertlisterne. Men gruppen Linje X, der arbejder for, at kvinder får samme vilkår for en forskerkarriere som mænd, vil gerne skabe endnu mere opmærksomhed om betydningen af at stå til rådighed for medierne. Derfor arrangerer gruppen et gå-hjem-møde om ekspertlister og pressekontakt den 24. februar.

Både mænd og kvinder fra alle institutter er velkomne, fortæller lektor og forskningsprogramleder på Institut for Klinisk Medicin Kamille Smidt Rasmussen, som er én af stifterne af Linje X.

”Jeg ved, vi har mange eksperter på Health. Så nu håber jeg bare, at mange af dem vil komme og høre, hvorfor det er godt for en forsker at komme på ekspertlisten, hvilke krav der gælder, og hvordan man får et godt samarbejde med medierne,” siger hun.

Hvis du som forsker har lyst til at stå på én af universitets ekspertlister, så kan du samtidig sætte kryds i flere vigtige bokse, pointerer Kamille Smidt Rasmussen:

  1. Du bidrager med viden til samfundet og kvalificerer den offentlige debat. Det er vigtigt, for et universitet har pligt til at formidle sin forskning. Ifølge Universitetsloven skal vi ”som central videns- og kulturbærende institution udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund”.
  2. Du synliggør dit forskningsfelt. Når du medvirker i fx avisartikler, podcasts eller tv-interviews, bliver omverdenen opmærksom på dit spændende arbejde. Synlighed kan øge chancen for bevillinger til det felt, du brænder for.
  3. Du giver din karriere et skub. Sundhedsområdet er godt stof i medierne, og interessen giver dig mulighed for at positionere dig selv og din forskning. I den akademiske verden bliver du ikke kun målt på arbejdsindsats og resultater. Synlighed i tidsskifter, sociale medier og i pressen kan øge citationer. Bevillinger, publikationer og citationer er nøglen til at avancere i det akademiske hierarki.

 

Tag ekspert-kasketten på

Det kan være svært at stå frem og tage ekspert-kasketten på, især hvis man ikke har så meget erfaring med medieoptræden.

Du står dog aldrig alene i samarbejdet med pressen.

Kommunikationsmedarbejdere fra både Health og Universitetsledelsens stab holder oplæg sammen med Linje X på gå-hjem-mødet den 24. februar, og du er altid velkommen til at kontakte din kommunikationspartner, hvis du har spørgsmål, forslag eller kommentarer til ekspertlisten. Du kan også altid kontakte din kommunikationspartner, hvis du vil have medietræning eller gode råd i forbindelse med et interview eller en pressehenvendelse.

Læs mere om gå-hjem-mødet her.

 

FAKTABOKS – OM EKSPERTLISTERNE

Kontakt din kommunikationspartner, hvis du er interesseret i at komme på en ekspertliste eller vil anbefale en kollega.

Du kan dog ikke være sikker på at komme på ekspertlisterne, selv om du er interesseret – for de redigeres ud fra mediernes behov og ikke ud fra, hvad universitetet har på hylderne. Universitetets kommunikationsafdelinger sammensætter listerne, og de følger den journalistiske dagsorden og journalistiske nyhedskriterier frem for et afsenderstyret emnevalg. Men der skelnes også til, om Aarhus Universitet er stærk inden for et givent område.

På Health gælder følgende kriterier for at stå på den generelle ekspertliste:

Du skal:

  • Være ekspert inden for et af de udvalgte emner og have en forskeranciennitet fra lektorniveau og op*.
  • Være interesseret i at tale med journalister og formidle dit fagområde på en måde, som er interessevækkende, engagerende og forståelig for lægmand.
  • Have en opdateret PURE-profil med korrekt titel, mobilnummer, mailadresse, bygningsnummer, lokalenummer og vellignende billede. Kravet om mobilnummer kan fraviges i særlige tilfælde.
  • Levere op til fem emneord om dit forskningsområder, der kan forstås af lægmand.
  • Være bekendt med hjemmesiden med materiale om pressekontakt

*Aarhus Universitet laver jævnligt aktuelle ekspertlister – fx ved store verdensbegivenheder eller kriser. Du kan godt optræde på disse lister, hvis du er ph.d. eller postdoc med en dyb viden om et emne.