Forskningsevaluering på Health 2023-2025

Health gennemførte for første gang en samlet og omfattende evaluering af forskningen på institutniveau i perioden 2023-2025.

Evalueringen har givet både ledelse og medarbejdere et værdifuldt overblik over forskningskvaliteten og har identificeret centrale udviklingsmuligheder på både det enkelte institut og på tværs af fakultetet.

Den samlede vurdering viser, at forskningen på Health generelt er af høj kvalitet også i international kontekst og på flere områder førende. Et højt fagligt niveau blandt forskerne, stærkt tværfagligt samarbejde og stor succes med at tiltrække konkurrenceudsatte forskningsmidler fremhæves som særlige styrker.

Hvert institut blev evalueret af et eksternt panel, som var udpeget af institutledelsen. Panelerne baserede deres vurderinger på:

  • Instituttets selvevalueringsrapport
  • En datarapport udarbejdet af Administrationscenter Health og Det Kongelige Bibliotek
  • Øvrige data og input i forbindelse med panelbesøgene

Panelerne besøgte institutterne, interviewede ledere og forskere og afleverede en rapport med deres vurderinger og anbefalinger til institutledelsen.

På baggrund af institutrapporterne er der desuden udarbejdet en samlet fakultetsrapport, som samler tværgående opmærksomhedspunkter og forslag til fremtidige initiativer på Health (rapporten uploades her på siden, når den er klar).