Workshop: Brug din kursusevaluering som et udviklingsværktøj

Når kursusevalueringerne lander på skrivebordet, er det op til underviserne at sortere gennem data og kommentarer. Til efteråret er der hjælp at hente, når Center for Education (CED) tilbyder workshops, hvor evalueringernes data bliver til brugbar viden.

Bunken med evalueringer kan være tung, når den lander på skrivebordet. Til efteråret er der hjælp at hente, når Center for Education tilbyder workshops, hvor evalueringernes data bliver til brugbar viden. Foto: AU foto

Den kan føles lidt uoverskuelig, bunken med evalueringer fra de studerende efter endt undervisningsforløb. Hvad er egentligt brugbare data, hvad er enlige svaler, og hvordan kan man som underviser få noget konkret og brugbart ud af feedbacken?

Derfor tilbyder CED nu workshops til undervisere fra Health, hvor der arbejdes med evalueringerne, så feedbacken bliver brugbar og kan omsættes til konkrete ideer og ændringer i undervisningsforløbet. Det fortæller lektor Berit Lassesen fra CED:

”Vi sætter fokus på, hvordan den enkelte underviser eller underviserteam kan bruge kursusevalueringerne aktivt til at udvikle deres undervisning. Vi faciliterer en samtale, hvor deltagerne har mulighed for at få afdækket flere vinkler på deres data, inden de beslutter, hvilke ændringer der eventuelt kan laves i forløbet.”

De første har meldt sig – men der er plads til flere

Rygtet om kurserne fra CED er allerede begyndt at sprede sig på Health, og Berit Lassesen har fået de første henvendelser. Men der er plads til flere både teams og enkelte undervisere, som gerne vil arbejde med evalueringerne på en konstruktiv måde.

”Vi kan skræddersy forløbet helt efter, hvem, hvor mange og hvordan, men det er ofte en fordel at møde op som en gruppe. Det positive ved at arbejde i undervisningsteams eller lige frem på tværs af fag er, at det også giver mulighed for at se på sammenhængen i uddannelsen, og om der er brug for justeringer i andre kurser også for at for at ens eget kursus kan tilrettelægges bedre,” fortæller Berit Lassesen.

Vigtigt at bruge evalueringerne positivt

Det er ikke kun mængden af data, der kan være tung, når evalueringerne læses af underviserne. Det kan også være svært at navigere i noget af den kritik, der kommer. Men det er vigtigt, at det negative ikke overskygger det positive, siger Berit Lassesen:

”Det handler også om at få skabt nogle proportioner. I mange tilfælde giver de studerende udtryk for emner som vi uden de helt store anstrengelser kan rette op på, f.eks. overlap af indhold i forelæsningsrækker, forventningsafstemning etc. Der kan selvfølgelig også være tale om udfordringer der kræver en større revision af et kursus. CED bistår også gerne i disse tilfælde, hvis der er behov for det.”

Og underviserne skal være klar til at arbejde med evalueringerne, siger prodekan for uddannelse Lise Wogensen Bach. Hun håber derfor, at CED’s tilbud bliver taget godt imod.

”Det er vigtigt, at vi kan og vil gå ind og arbejde med den feedback, vi får fra de studerende. Det er der, vi lærer, hvad vi gør rigtig godt, men også der hvor vi kan se, hvor vi kan blive bedre. Derfor er det afgørende, at underviserne tager sig den tid til at arbejde med dem og reflekterer over, hvordan vi kan justere de enkelte tilbud, så både de studerende og underviserne får det bedst mulige ud af forløbene. Derfor håber jeg selvfølgelig, at mange vil tage imod tilbuddet fra CED,” siger hun.

CED har planlagt en række workshops i løbet af efteråret, men det er også muligt at få aftalt individuelle forløb alt efter behov og tid. Hver workshop tager to timer, og deltagerne skal forvente en times forberedelse. For tilmelding skal undervisere kontakte Berit Lassesen.

KONTAKT

 Berit Lassesen, Lektor ved Center for Education 
Mail: belas@au.dk
Telefon: 69242152