To health-forskere får talentpriser fra Lundbeckfonden
Sia Viborg Lindskrog og Tenna Henriksen fra Institut for Klinisk Medicin er blandt fem forskere under 30 år, der støttes med Lundbeckfondens Talent Prizes 2023. De forsker begge indenfor kræft og modtager 200.000 kr. øremærket forskning samt 100.000 kr. som en personlig gave.
Sia Viborg Lindskrog er ph.d.-studerende på Institut for Klinisk Medicin og forsker i at identificere molekylære undergrupper af blærekræft. Hun modtager talentprisen for sin forskning, der overordnet set handler om at analysere kræftcellers arvemateriale, dvs. DNA og RNA, for at øge vores forståelse af tumorbiologien og undersøge, om vi kan anvende den viden til at forbedre behandlingen af blærekræft.
”I de tidlige stadier af blærekræft har jeg og mine kolleger fokus på selve tumoren, hvor vi analyserer cellernes indhold af RNA-molekyler. Dermed får vi en profil af hvilke gener, der er udtrykt i tumoren. Det har ført til, at vi kan inddele tumorer i flere undergrupper, som siger noget om, hvor aggressiv den enkelte tumor er. Indtil videre har jeg fundet én højrisikotype, to lavrisikotyper og én midt i mellem. Jeg håber, at den type analyser, vi laver, kan føre til, at den enkelte patient i fremtiden får netop den behandling, der er behov for,” siger Sia Viborg Lindskrog.
Tenna Henriksen er postdoc på Institut for Klinisk Medicin og vil med sin forskning påvise tilbagefald af tarmkræft ved hjælp af blodprøver. Hun får Lundbeckfondens Talent Prize 2023 for sin forskning, der drejer sig om tidlig påvisning af rester af kræft-DNA i blodet efter behandling for tyktarmskræft.
”Helt basalt handler min forskning om at finde spor af tarmkræft efter, at patienten med tarmkræft er blevet opereret. Der er tale om at identificere bittesmå molekylære DNA-spor i blodprøven, som er et tegn på, at kræften er ved at vende tilbage. Det afgørende er at finde de patienter, der er i høj risiko for tilbagefald og derfor skal behandles anderledes end dem, der er i lav risiko for tilbagefald. Når vi finder dem i højrisikogruppen, kan vi begynde at scanne dem oftere og forhåbentligt tidligt nok til at sætte ind med en effektiv behandling,” siger Tenna Henriksen.
Kontakt
Ph.d.-studerende Sia Viborg Lindskrog
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Molekylær Medicinsk afdeling (MOMA)
Mail: svl@clin.au.dk
Postdoc Tenna Vesterman Henriksen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Molekylær Medicinsk afdeling (MOMA)
Mail: tvh@clin.au.dk