Tag med til det første årsmøde i cancernetværket på Health

Den 19. september 2023 inviterer Det translationelle cancernetværk til sit første årsmøde, hvor forskere fra alle institutter samles til en dag i cancerforskningens tegn. Arrangementet er åbent for alle ved tilmelding.

Årsmødet i Det translationelle cancernetværk finder sted den 19. september fra 15.00-19.00 i auditorium G206-106 på Aarhus Universitetshospital.
Årsmødet i Det translationelle cancernetværk finder sted den 19. september fra 15.00-19.00 i auditorium G206-106 på Aarhus Universitetshospital. Foto: Simon Fischel, AU Health

Flere end 45.000 danskere får årligt stillet en kræftdiagnose, og kræft er den hyppigste dødsårsag på landsplan. Det translationelle cancernetværk ønsker ifølge formandskabet at hjælpe både danske og udenlandske kræftpatienter ved at oversætte de nyeste opdagelser fra grundforskning til klinisk praksis og omvendt for at skabe nye og bedre behandlinger.

Cancernetværket er det nyligst tilkomne forskningsnetværk på fakultetet, og klinisk lærestolsprofessor Signe Borgquist fra Institut for Klinisk Medicin og professor Martin Roelsgaard Jakobsen fra Institut for Biomedicin står sammen i spidsen for netværket.

”Vi kunne se, at der var nogle enormt stærke forskningsmiljøer inden for kræft på både AUH og AU. Tanken med netværket er at få de forskellige miljøer til at tale endnu mere med hinanden og at skabe et formelt rum, hvor samtaler kan faciliteres på tværs af anciennitet, forskningsområder og baggrunde, siger Signe Borgquist.

Martin Roelsgaard Jakobsen tilføjer:

”Vi håber, at netværket kan være med til både at fremhæve Aarhus som et fyrtårn inden for kræftforskning, men først og fremmest er målet at hjælpe kræftpatienter verden over. Vi ønsker at få italesat, at vi er nødt til at gøre en aktiv indsats for at mødes klinikere og ikke-klinikere, så vi kan samarbejde om at knække hidtil ubesvarede forskningsspørgsmål”.

Fakta om årsmødet i Det translationelle cancernetværk

Få indblik i den nyeste kræftforskning

Til årsmødet den 19. september på Aarhus Universitetshospital er der planlagt et bredt program med keynote-præsentationer fra professor Sarah-Maria Fendt fra KU Leuven i Belgien og professor Mads Melbye, der er forskningschef i Kræftens Bekæmpelse. Og emnerne rummer alt fra kirurgi til immunologi, fra stråling til cirkulerende tumor-DNA og fra laboratoriet til patienternes aktuelle situation.

”Det første årsmøde er på mange måder den begivenhed, der sparker vores arbejde med netværket helt i gang, men vi kommer bestemt ikke til at hvile på laurbærrene efter september. Der er mange spændende ting i vente, og det vigtigste for os lige nu er, at vi får engageret så mange som muligt, så netværket bliver bredt funderet, siger Signe Borgquist og uddyber:

”Kræft er det hyppigste sygdomsbillede, vi ser på hospitalet, og noget, der rammer enormt mange mennesker som både patienter og pårørende. Vi ønsker at inspirere til at lave den slags forskning, der faktisk får betydning og gør en forskel”.

Martin Roelsgaard Jakobsen håber især, at der er mange klinikere, der kan finde tid i deres travle arbejdsprogram til at deltage i årsmødet.

”For at vi virkelig kan løfte kræftforskning i Aarhus til et nyt niveau, har vi brug for at mødes på tværs og diskutere, hvilke spørgsmål, der presser sig på i klinikken og bruge dem til at komme med bud på, hvordan vi behandler patienter bedre, laver mere målrettet medicin osv. Jeg håber, at vi får mange klinikere med til mødet, som har mulighed for at italesætte, hvilke konkrete behov de ser, så vi som forskere måske kan åbne nye døre eller få øjnene op for nye potentielle fokuspunkter”.

”Jeg glæder mig til at blive klogere på mit eget felt”

Årsmødet starter med en velkomst af Dekan Anne-Mette Hvas, og derudover kan deltagerne opleve adskillige lokale oplægsholdere fra AU og AUH. Netværket har også inviteret en række yngre forskere til at deltage med poster-præsentationer, som bliver bedømt og anerkendt med posterpriser.

”Jeg synes i al beskedenhed, at vi har fået lavet et spændende program med både gæster udefra og med bred repræsentation af forskere fra Health. Jeg er personligt meget nysgerrig på at lære nye kollegaer at kende og på at få set og hørt noget af alt den spændende kræftforskning, der foregår på fakultetet, som jeg med sikkerhed ikke har hørt om før,” siger Signe Borgquist.

Martin Roelsgaard Jakobsen drømmer personligt om, at netværket kan være med til at fordre flere brede samarbejder ift. fondsbevillinger og centerbevillinger.

”At kunne tage nogle emner op, som man har groet på tværs af institutter og forskningsområder, men med en fælles interesse indenfor cancer, ville være en stor succes. Jeg vil blive meget glad, hvis årsmødet kan være startskuddet til oprettelsen af nye tværfaglige forskningsprojekter og dermed nye gennembrud, siger han.

Find yderligere information og tilmeld dig årsmødet via cancernetværkets hjemmeside.

Kontakt

Netværkskoordinator Anja P. Einholm
Aarhus Universitet, Health – Fakultetssekretariatet
Mobil: 93 50 84 08
Mail: ape@au.dk