Stort tillykke til årets undervisere
De studerende har stemt, og prisen som årets underviser 2024 er nu uddelt på fakultetets uddannelser til undervisere, som har gjort et ekstraordinært godt stykke arbejde i løbet af året. Se modtagerne her:
Rundt omkring i Healths undervisningslokaler og auditorier står en lang række begavede undervisere klar til at fylde ny viden, kritisk tænkning og praktisk erfaring i rygsækken på fakultetets studerende. Og hvert år får de studerende lejlighed til at hylde de dygtige undervisere, som gør undervisningen ekstra interessant og vedkommende.
Årets undervisere er valgt af de studerende på de enkelte uddannelser, og ud over æren modtager underviserne også et diplom og en check på 5.000 kr.
Her er årets modtagere:
Lektor Stefan Nygaard Hansen fra Den sundhedsfaglige kandidatuddannelse:
Studerende på uddannelsen siger om Stefan:
"Stefan Nygaard Hansen har været min underviser i statistik på 2. semester. Statistik har været det sværeste fag for mig, men Stefan har formået at skabe et trygt læringsmiljø, hvor det føles naturligt at stille spørgsmål – selv dem, man selv tænker som "dumme".
"Stefan er god til at forklare og udviser stor tålmodighed, når vi studerende stiller spørgsmål. Han tager sig tid til at lytte og forklarer tingene flere gange, indtil han er sikker på, at vi forstår det. Man kan mærke, at han virkelig ønsker, at vi får mest muligt ud af undervisningen."
”Stefan er ikke kun en stærk fagperson, men også en fantastisk formidler, der gør svære ting overskuelige og praktiske. Hans undervisning har ikke blot været lærerig, men også inspirerende: Han udviser stor interesse for sit fag, og det smitter af på os studerende".
Lektor Kim Moesgaard Iburg fra Folkesundhedsvidenskab:
Studerende på uddannelsen siger om Kim:
”Det, der gør Kim til en særlig underviser, er hans evne til ikke kun at brænde for sit fag, men også for at forstå og engagere de studerende. Han møder sine studerende i øjenhøjde og gør en bemærkelsesværdig indsats for at skabe et inspirerende studiemiljø. Kim arbejder målrettet på at mindske afstanden mellem undervisere og studerende, hvilket gør hans undervisning både relevant og nærværende for alle”
Tandplejer Charlotte Huber fra Tandpleje – Institut for Odontologi og Oral sundhed:
Studerende på uddannelsen siger om Charlotte:
”Charlotte er en inspirerende og omsorgsfuld underviser, der i høj grad fortjener anerkendelsen som årets underviser på Tandplejeruddannelsen. Hun har været en kilde til positivitet og støtte på studiet, og hendes betænksomhed og hjælpsomhed skinner tydeligt igennem i alt hvad hun gør”.
”Charlotte formår altid at bringe smil på alles læber, og hendes smittende energi skaber en helt særlig stemning både på klinikken og under forelæsningerne. Vi er dybt taknemmelige for hendes indsats og engagement. Det er en ære at kunne give hende titlen som årets underviser 2024”.
Underviser Vibe Lindhardt Ishiwata fra Klinisk tandteknik – Institut for Odontologi og Oral sundhed:
Studerende på uddannelsen siger om Vibe:
”Vibe er en dedikeret og engageret underviser, som altid er klar på at støtte os studerende. Vibe fortjener i høj grad titlen som årets underviser på Klinisk tandteknikeruddannelsen. Hendes omsorg og ønske om at hjælpe os mærkes tydeligt i hendes arbejde. Vi mener, hun har gjort en enorm indsats og været til rådighed, når vi har haft brug for vejledning eller hjælp. Vi er alle enige om, at man altid kan regne med Vibe”.
”Vibe har skabt en læringsproces, hvor fejl bliver til muligheder for udvikling. Hun minder os altid om, at vi lærer mest af vores fejl, hvilket har været afgørende for vores personlige og faglige vækst på uddannelsen. Vi er meget stolte over at kunne anerkende Vibe med titlen som årets underviser 2024 og takke hende for hendes bidrag til vores uddannelse”.
Lektor Jörg Krieger fra Idrætsvidenskab:
Studerende på uddannelsen siger om Jörg:
”Jörg er en fremragende formidler, der skaber et trygt og inspirerende læringsmiljø både i forelæsninger og holdundervisning. Han skaber en ramme for aktiv deltagelse og sikrer, at de studerende opnår en dybdegående forståelse af emnerne gennem inkluderende og engagerende diskussioner”.
”Hans passion for sit fag skinner igennem i hans undervisning, og de studerende værdsætter hans dedikation - især hans grundige feedback – både kollektivt i undervisningen og individuelt via skriveøvelser”.
Klinisk Professor Torben Steiniche fra Medicin – Patologi:
Studerende på uddannelsen siger om Torben:
”Det er ikke første gang, at Torben Steiniche er blevet indstillet og valgt som årets underviser af de medicinstuderende, og det er faktisk ikke så mærkeligt. Hans undervisning i patologi er gennemarbejdet, grundig og med stor respekt overfor de studerendes ønsker og forslag - hos ham er den slags altid velkomment”.
"Torben gør alt for at imødekomme os studerende. Han lytter, når vi kommer med input, og er altid klar på at svare på små som store spørgsmål. Det er tydeligt at mærke det store arbejde, som Torben hvert semester ligger i, at så mange studerende som muligt lykkes med patologi. Hvis der var nogen, som kunne overbevise mig om at blive patolog, er det denne mand! Han har et stort engagement, er dygtig til sit fag, formidler eminent og forstår at lære os studerende faget, så vi husker det. På vegne af de medicinstuderende på Aarhus Universitet: Tusind tak, Torben!”.
Årets undervisere 2024
På Health vil vi gerne hylde de undervisere, der leverer noget ekstraordinært. Derfor har fakultetsledelsen indført en undervisningspris til undervisere på Health. Det er de studerende, der kårer årets underviser.
De studerende vælger én prismodtager pr. studienævn. I studienævn med flere uddannelser kan prisen deles mellem flere undervisere
Faglærer Britt Hansen Bomberg fra Odontologi - Institut for Odontologi og Oral Sundhed:
Studerende på uddannelsen siger om Britt:
”Man glemmer helt, man går på universitetet, når man har Britt. Alt pres, stress og forventninger falder bort. Der er plads til læring i et humoristisk, dannende og trygt miljø. Hun er Imødekommende, hjælpsom og alt andet, man kan komme i tanker om – alle bør have en Britt i deres liv”.
”Britt har bidraget til en utrolig god start for os på 1 semester. Hun formår at skabe et læringsrum, der har plads til god energi og tryghed. Generelt er det altid spændende at have undervisning, når Britt er der. Hun er altid klar på at hjælpe - og er god til det. Derudover er hun en virkelig fantastisk person og utroligt imødekommende. Hun går den ekstra mil for sine studerende og er ikke bange for af være personlig og dele ud af sig selv, hvilket skaber en skøn tryghed, når man skal spørge om vejledning".
Kontakt
Rådgiver Hanne Johansen
Aarhus Universitet, Administrationscenter Health – Fakultetssekretariatet
Telefon: 41 89 30 67
Mail: hannejohansen@au.d