Evakuering af Skou-bygningen: Der var ingen fare på færde

Opdateret kl. 13.30: Brandvæsenet troede ved ankomsten, at der var farligt materiale i det rum, hvor der var dampudvikling, men det stod hurtigt klart, at der ikke er opbevaret farligt biologisk materiale i nærheden af de dampe, som udløste en alarm i Skou-bygningen i morges.

Foto: Lise Wendel Eriksen, AU Health

Både arbejdsmiljørepræsentanter og universitetets ekspert i kemisk affald er lige nu i gang med tekniske undersøgelser, og teorien er, at der er tale om en mindre dampudvikling fra kvælstoftankene i risikoaffaldsrummet.

Evakueringen forløb efter bogen, men ledelsen på Institut for Biomedicin tager alligevel initiativ til at evaluere forløbet.

Brandvæsen og politi forlod området kort før kl. 11, og medarbejderne er nu tilbage i Skou-bygningen.


Kl. 11.10:

Medarbejderne kan nu vende tilbage til Skou-bygningen

Alarmen er nu afblæst, og medarbejderne kan inden længe vende tilbage til kontorer og laboratorier i Skou-bygningen.

Skou-bygningen er ikke længere spærret af. Flere eksperter har været på stedet, og de vurderer, at dampene er aftaget, og at der ikke er fare på færde. Medarbejderne kan derfor begynde at vende tilbage til Skou-bygningen. Brandvæsen og politi er ved at pakke sammen.

Kl. 10.55:

Skou-bygningen er evakueret pga. røgudvikling

Onsdag morgen ved 9-tiden lød talevarslingsanlægget i Skou-bygningen som følge af røgudvikling i risikoaffaldsrummet nær Skou-bygningen. Ingen er kommet til skade, og alle medarbejdere med arbejdsplads i bygningen er nu evakueret. Politi og brandvæsen er på stedet.

Skou-bygningen er netop nu afspærret, og medarbejderne evakueret, efter der opstod røgudvikling i risikoaffaldsrummet, som ligger i en separat bygning tæt på Skou-bygningen. Her opbevares kemikalieaffald. Politi og brandvæsen er på stedet, og de sender bl.a. en røgdykker ind for at undersøge sagen nærmere.

Politiet beder alle holde sig væk fra Skou-bygningen, da det ikke er muligt at afspærre området helt.

Det er endnu uvist, hvornår medarbejderne får adgang til bygningen igen.