Sharon Lewin er Healths nye æresdoktor
Professor Sharon Lewin forsker i infektionssygdomme, og nu er hun udnævnt som ny æresdoktor på Health, hvor hun skal bidrage til at sikre tætte forbindelser mellem Aarhus Universitet og den nyeste internationale forskning.
I forbindelse med Aarhus Universitets årsfest udnævnes æresdoktorer blandt forskere fra andre institutioner, som universitetet har et tæt samarbejde med om forskning, undervisning og faglige netværk.
Som direktør for Doherty Institute for Infection and Immunity på University of Melbourne i Australien leder Sharon Lewin til daglig 900 forskere og klinikere, der arbejder med at forebygge, behandle og helbrede infektionssygdomme som HIV.
Sharon Lewins næsten 25 år lange samarbejde med Health og Afdeling for Infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital har gennem årene resulteret i 36 fælles videnskabelige publikationer og en række igangværende kliniske forsøg og forskningsophold.
Sharon Lewin spillede desuden en vigtig rolle i den globale respons på COVID-19-pandemien, hvor hun bl.a. var en del af det team, der først isolerede SARS-CoV2-virussen. På den måde hjalp hun mere end 35 laboratorier verden over med at udvikle nye diagnostiske og terapeutiske midler til at bekæmpe COVID-19 tidligt i pandemien.
Inden for HIV-forskning er Sharon Lewin kendt for at have udviklet en global, videnskabelig strategi for en kur mod HIV. Hun er også præsident for International AIDS Society, som har mere end 17.000 medlemmer på verdensplan.
Kontakt
Professor og æresdoktor Sharon Lewin
University of Melbourne, Doherty Institute for Infection and Immunity og
Aarhus Universitet, Health
Mail: sharon.lewin@unimelb.edu.au