"Hjernen giver os verden. Den skaber vores virkelighed," sagde hjerneforsker Peter Lund Madsen i sin åbningstale til MatchPoints konferencen. Med temaet "Our Fascinating Brain" er hjernen i alle dens fascinerende facetter og former på plakaten. Konferencen er netop skudt i gang med en åbning, hvor blandt andre rektor Brian Bech Nielsen, Professor og konferencens faglige leder Troels Staehelin Jensen og keynote speaker professor Ed Boyden fra MIT indtog scenen til en fyldt sal i Per Kirkeby Auditoriet.
Temaet til årets MatchPoints er "Our Fascinating Brain."
Årets MatchPoints er udsolgt, det kunne ses på et helt fyldt Per Kirkeby Auditorium.
”At forstå vores hjerne er en afgørende udfordring for forskningen,” sagde rektor Brian Bech Nielsen i sin åbningstale, hvor han bød forskere og deltagere velkommen til årets MatchPoints.
"Hjernen er et dybt fascinerende organ, og at konferencen er udsolgt vidner om, at emnet er vigtigt," sagde viceborgmester Anette Poulsen, som også takkede AU for at sætte fokus på så vigtigt et emne.
"Hjernen er hvad der gør os til mennesker. Uden den er der ingen fortid, fremtid og intet nu. Vi har inviteret nogle af Danmarks og verdens bedste hjerneforskere, som gennem keynotes og 16 workshops vil føre os ind i deres forskning," sagde professor Troels Staehelins åbningsbudskab. Som fagligt ansvarlig for årets MatchPoint lagde han desuden vægt på at bruge konferencen som et springbræt til samarbejde mellem universiteterne.
Hjernen er på bordet på årets MatchPoints - bogstaveligt talt.
Årets moderator er journalist og tv-vært Jacob Rosenkrands.
Peter Lund Madsen lagde ud med at fortælle, hvordan en dumpet eksamen og en opfordring til at studere tændte hans fascination af hjernen.
Hvorfor er hjernen så fascinerende? Det var emnet for åbningsdebatten mellem Peter Lund Madsen og Jakob Rosenkrands. Flere forskere fra AU fik også lov til at fortælle om deres forskning og fascination gennem korte videoklip.
Professor Ed Boyden fra MIT var konferencens første keynote speaker. I sit oplæg fortalte han, hvordan de har formået at bruge polymer kendt fra bleer til at udvide og trække cellerne i hjernevæv fra hinanden. Det giver forskerne mulighed for at se detaljer, mikroskoperne ikke kan vise.