Raske overvægtige, der taber sig, dør for tidligt
En stor gruppe overvægtige er ikke syge af at veje for meget, og for dem kan slankekure betyde kortere liv. Stabil vægt og sund livsstil bør derfor være i fokus for dem frem for vægttab, lyder det fra AU-professor i ny rapport fra Vidensråd for Forebyggelse.
Overvægtige får typisk flere sygdomme og dør tidligere end normalvægtige. Men vægttab i sig selv er ikke opskriften på et længere og sundere liv for alle med ekstra kilo på sidebenene. En stor gruppe overvægtige er nemlig ikke syge af at veje for meget, og den gruppe risikerer at få et kortere liv, hvis de taber sig.
Det viser en ny rapport fra Vidensråd for Forebyggelse, ”Skal overvægtige voksne tabe sig?”.
Rapporten afdækker blandt andet, at der er 15 procent højere dødelighed blandt raske overvægtige, der taber sig, sammenlignet med de raske overvægtige, der bevarer vægten.
Sund livsstil og stabil vægt er vigtig
”Den nye viden understreger vigtigheden af at forebygge, at vi overhovedet bliver overvægtige. Men er man først blevet overvægtig og i øvrigt rask, er det vigtigt ikke at tage yderligere på. For denne gruppe er det bedste, de kan gøre, at undgå vægtstigning, være fysisk aktiv og spise sundt i stedet for at kaste sig ud i en masse kure for at tabe sig,” siger formanden for arbejdsgruppen bag rapporten, professor Kim Overvad, Aarhus Universitet.
Så selv om overvægt er et stort samfundsproblem, handler forebyggelse ikke kun om at fokusere på BMI, siger forskergruppen, der ud over Kim Overvad tæller professor Annelli Sandbæk, Aarhus Universitet, samt forskere fra Københavns Universitet.
Flyt fokus fra badevægten
Forskerne ved endnu ikke, hvorfor vægttab tilsyneladende øger dødeligheden blandt raske overvægtige. Mulige forklaringer er den måde, vægttabet er opnået på, hvad man har tabt, og om vægttabet følges af vægtsvingninger.
For eksempel er der risiko for, at man ved vægttab taber gavnligt fedtvæv omkring hofter og lår eller muskelmasse i stedet for at tabe det skadelige fedt på maven. Endelig er det muligt, at vægttabet frigør helbredsskadelige stoffer, som er deponeret i fedtvævet.
”Men den nye viden betyder, at alle, der rådgiver raske overvægtige, bør flytte fokus fra badevægten som eneste facitliste til rådgivning og vejledning om fysisk aktivitet og sund kost”, siger Kim Overvad.
- Læs rapporten ”Skal overvægtige voksne tabe sig?”
Fakta:
- 54 procent af de voksne, danske mænd og 39 procent af kvinderne har et BMI på over 25 (overvægt). Desuden har 14 procent af danske mænd og 13 procent af kvinderne et BMI på over 30 (svær overvægt).
- Raske overvægtige er defineret som voksne med et BMI på 25-30, der ikke har tegn på det metaboliske syndrom eller overvægtsrelaterede følgesygdomme som hjertekarsygdomme og sukkersyge.
- Overvægtige, der både har for højt BMI og et højt taljemål eller har udviklet tegn på sygdom, vil formentlig stadig have gavn af vægttab.
- Hos svært overvægtige (gennemsnitligt BMI større end eller lig med 30) uden kendte helbredsproblemer påvirkes dødeligheden ikke ved vægttab.
Yderligere oplysninger
Professor i epidemiologi, overlæge, ph.d. Kim Overvad
Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet
Direkte telefon: 4118 1287
ko@soci.au.dk
Professor i almen medicin, dr. med. Annelli Sandbæk
Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet
Direkte telefon: 2128 2073
annelli.sandbaek@alm.au.dk