Postdoc fandt nyt mod efter samtale med karriereambassadør: ”Det satte noget i gang”

En artikel i Inside Health fik postdoc Jinjie Duan til at booke en samtale med karriereambassadør Kim Henningsen. Det blev startskuddet til en række vigtige skridt i karrieren og en ny bevidsthed om egne muligheder og styrker.

Postdoc Jinjie Duan fra Institut for Biomedicin oplevede en afgørende ændring i sit karrierefokus efter en samtale med karriereambassadør Kim Henningsen.
Postdoc Jinjie Duan fra Institut for Biomedicin oplevede en afgørende ændring i sit karrierefokus efter en samtale med karriereambassadør Kim Henningsen. Foto: Privat.

Det hele begyndte med et klik på et link i et nyhedsbrev.

”Jeg faldt over en omtale af karriereambassadørerne i fakultetets nyhedsbrev og tænkte, at det kunne være en god mulighed for at få feedback udefra. Jeg har en god relation til både kolleger og min nærmeste leder, men nogle gange har man netop brug for et eksternt blik,” fortæller postdoc Jinjie Duan fra Institut for Biomedicin.

Med et opdateret CV og et par spørgsmål i baghovedet mødte hun op til samtalen med Kim Henningsen, en af de 12 karriereambassadører på Health. Hun håbede på konkrete råd og ny inspiration – og fik begge dele.

”Samtalen var både åben og ærlig. Kim lyttede meget opmærksomt og kom med konkrete forslag til, hvordan jeg kunne styrke min profil. Stemningen var samtidig afslappet og tryg, hvilket gjorde det nemt at tale frit om både ambitioner og usikkerheder,” siger hun.

Et konkret råd – og en afgørende samtale

Et af de råd, Kim Henningsen gav, viste sig hurtigt at få stor betydning. Han foreslog, at Jinjie Duan kontaktede institutleder Thomas G. Jensen for at drøfte sine fremtidige karrieremuligheder.

”Det havde jeg nok ikke selv overvejet. Men jeg samlede mod og skrev – og det møde blev virkelig givende. Thomas kom med meget præcise input til, hvordan jeg kan styrke mine kommende fondsansøgninger og udvikle mine undervisningskompetencer. Det har givet mig en langt mere målrettet tilgang til min karriere,” siger hun.

Siden samtalen har hun blandt andet taget hul på nye initiativer inden for både fondssøgning og undervisning. Hun føler sig nu bedre rustet – og mere afklaret.

”Jeg er stadig i gang med at finde min vej, men jeg føler mig mere motiveret og bedre klædt på til at fortsætte arbejdet. Det har givet mig en følelse af handlekraft og retning i min stilling som postdoc – og det betyder meget i et system, hvor meget kan føles usikkert,” siger hun.

Karriereudvikling på Health

Hvordan skaber man klarhed i en akademisk karriere, der ofte er præget af midlertidige stillinger og mange ubesvarede spørgsmål? På Health arbejder vi aktivt for at give yngre forskere bedre støtte og indsigt i deres karrieremuligheder – både inden for og uden for universitetet.

I en række artikler i Inside Health møder du nogle af de personer, der har erfaring med karriereudviklingsindsatsen – og får indblik i tilbud, refleksioner og erfaringer, som kan hjælpe dig videre i dit eget arbejdsliv.

Vil du vide mere?

Læs mere på karrieresiden for yngre forskere på Health eller find og kontakt din lokale karriereambassadør via oversigten på Healths hjemmeside.

Hvad er en karriereambassadør?

På Health er karriereambassadørerne erfarne kolleger, som tilbyder fortrolige, uforpligtende samtaler til postdocs og adjunkter – og i nogle tilfælde også ph.d.-studerende. De fungerer som sparringspartnere, der kan hjælpe med at skabe overblik, se nye muligheder og sætte en ny kurs i karrieren, der giver mening for den enkelte.

Samtalerne tager udgangspunkt i det, medarbejderen har på hjerte. Det er ikke nødvendigt at have en konkret problemstilling, men man kan f.eks. blive bedt om at sende sit CV på forhånd.

Kim Henningsen, der er karriereambassadør på Institut for Biomedicin, forklarer:

"Jeg prøver i bund og grund at få kolleger til selv at finde ud af, hvad de egentlig vil. Jeg kan og skal ikke beslutte for dem, men jeg kan hjælpe dem med at se mulighederne – og måske tage de første skridt."

Du kan læse mere om Kim Henningsens arbejde som karriereambassadør i denne artikel fra Inside Health.

”Alle bør tage fat i deres karriereambassadør”

Jinjie Duan tøver ikke med at anbefale samtaler med en karriereambassadør til andre – uanset hvor man befinder sig på karrierestigen.

”Det kræver så lidt at booke en tid, og man kan få utroligt meget ud af det. Selv hvis man ikke har et klart spørgsmål, kan det give rigtig meget blot at sætte ord på, hvor man står – og få input fra en kollega, der har både erfaring og forståelse,” siger hun.

Med sit udefrakommende perspektiv satte Kim Henningsen i hvert fald noget i gang. Og netop dét er pointen, understreger Jinjie Duan:

”Det handler ikke om at få et færdigt svar eller at komme ud fra mødet med en færdig karriereplan. Men samtalen var lidt som et venligt skub mod en ny vej i min karriere. Og et lille skub gør en stor forskel”.

Kontakt

Postdoc Jinjie Duan
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Telefon: 50160065
Mail: jjduan@biomed.au.dk