Ph.d.-studerende ser fagligt netværk som unikt udstillingsvindue for unge forskere

Netværk, kontakter og samarbejde på tværs af fagdiscipliner er afgørende for forskning på højeste niveau, mener ph.d.-studerende Morten Kelder Skouboe, der bruger Inflammationsnetværket til at blive inspireret af andre fagmiljøer – og måske spore sig ind på det helt rigtige speciale.

Morten Kelder Skouboe håber, at Inflammationsnetværket kan være med til at spore ham ind på det helt rigtige speciale Foto: Jakob Binderup, AU Health

Hvordan giver man sig selv de bedste kort på hånden, når man som ung og ambitiøs ph.d.-studerende eller postdoc skal finde fodfæste i forskningens verden?

29-årige Morten Kelder Skouboe er allerede godt på vej i en spirende karriere og er del af en forskergruppe på Institut for Biomedicin, der netop har fået publiceret en artikel om genfejl hos inuitter i et anerkendt tidsskrift.

Dermed er vejen tilsyneladende banet. Han insisterer dog på at holde sine muligheder åbne – ikke mindst i erkendelse af, at han stadig har meget at lære om både sit eget og relaterede forskningsfelter.

Og det er én af de primære årsager til, at Morten Kelder Skouboe har meldt sig ind i Inflammationsnetværket – et fagligt netværk bestående af forskere på alle niveauer med bredt fokus på inflammation og infektionssygdomme.

”Jeg har meldt mig ind for at få et større overblik over, hvad der sker på andre områder og måske få en bedre forståelse for, hvordan mine forskningskompetencer kan bruges i andre forskningsgrupper, som beskæftiger sig med ting, som jeg synes er rigtig spændende,” fortæller Morten Kelder Skouboe.

Udstillingsvindue for unge forskere

Inflammationsnetværket er et af Healths fem faglige netværk, der er etableret for at stimulere gensidig inspiration og netværksdannelse på tværs af fagmiljøer og forskningsdiscipliner.

Ifølge Morten Kelder Skouboe er Inflammationsnetværket et unikt udstillingsvindue, hvor det er muligt at mødes og blive inspireret af forskere med vidt forskellige baggrunde på alle niveauer.

”Især er det en god mulighed for unge forskere, der ikke har fastlagt sig på et forskningsfelt, og som er i træningsforløb. Det kan godt være, at jeg beskæftiger mig med immundefekter lige nu, men det betyder ikke, at det skal være min karriere,” siger han og fortsætter:

”Jeg har med vilje forsøgt at tilegne mig brede kompetencer, som jeg kan bruge i mange forskellige sammenhænge, og jeg håber på at kunne få lov til at arbejde med rigtig mange ting og få en forståelse for rigtig mange ting, så jeg i sidste ende kan vælge det helt rigtige speciale.”

Øjenåbnere på årsmøde

Inflammationsnetværket blev etableret i 2020 – næsten samtidig med, at corona-pandemien gjorde sit indtog i Danmark. Af samme grund har det foreløbig været sparsomt med aktiviteter i netværket, men i efteråret 2021 lykkedes det at afholde netværkets første årsmøde.

Her blev Morten Kelder Skouboe inviteret til at holde et oplæg om sin forskningsgruppes opdagelse af en sjælden genfejl hos inuitbørn, der gør dem ekstremt sårbare over for virusinfektioner.

Ud over chancen for at præsentere sine resultater over for både danske og udenlandske topforskere, var årsmødet også en mulighed for at blive inspireret af andre, der forsker i infektionssygdomme og immunitet.

”Inflammation er et tema inden for næsten alle organsystemer, så det var et bredt udvalg af forskere på mødet. Noget af det, som jeg fandt rigtig spændende kom fra afdelingen for hudsygdomme, hvor det var en stor øjenåbner for mig at høre om deres psoriasis-forskning. De har en helt anden tilgang til forskningen end vi har i vores gruppe, og jeg er overbevist om, at det er noget, vi kan lære rigtig meget af,” siger Morten Kelder Skouboe.

Næste årsmøde i Inflammationsnetværket finder sted 31. august. Her håber Trine Mogensen, der er formand for netværkets styregruppe, at se mange unge forskere til stede.

”Vi vil meget gerne aktivere de yngre forskere, så de bliver en del af et netværk og kan se deres projekter og forskning under en større paraply. Vi vil være inkluderende, og forhåbentlig vil alle forskere kunne se sig selv i et eller flere af netværkene. Vi vil i Inflammationsnetværket gerne promovere et bredt samarbejde mellem Institut for Biomedicin, Institut for Klinisk Medicin, Institut for Odontologi og Oral Sundhed og Aarhus Universitetshospital til at lave den bedst mulige translationelle forskning,” siger hun.


Mere om Inflammationsnetværket:

Inflammationsnetværket blev etableret i foråret 2020.

Første årsmøde blev afholdt 11. november 2021, og næste årsmøde vil blive afholdt 31. august 2022.

Læs mere om Inflammationsnetværket her.

Tilmeld dig netværket via fakultetets hjemmeside.

 

Kontakt:

Morten Kelder Skouboe, ph.d.-studerende på Institut for Biomedicin og læge på afdelingen for infektionssygdomme på AUH.
Mail: mks@biomed.au.dk
Telefon: 2890 2806 

 

Trine Mogensen, professor ved Institut for Biomedicin og formand for Inflammationsnetværkets styregruppe.
Mail: trine.mogensen@biomedicin.au.dk
Telefon: 20125280