Opdaterede retningslinjer: Undgå tvivl om habilitet

Universitetets retningslinjer for nære personlige relationer er blevet opdateret, og som noget nyt omfatter de nu også retningslinjer for relationer mellem studerende og ansatte. Dekan Anne-Mette Hvas understreger vigtigheden af, at alle medarbejdere og studerende på Health kender til og følger retningslinjerne.

Er du i tvivl om, hvordan du håndterer at arbejde sammen med din ægtefælle, eller om du kan være underviser for din datter? Så kan du hente hjælp i universitetets opdaterede retningslinjer for nære personlige relationer.
Er du i tvivl om, hvordan du håndterer at arbejde sammen med din ægtefælle, eller om du kan være underviser for din datter? Så kan du hente hjælp i universitetets opdaterede retningslinjer for nære personlige relationer. Foto: Adobe Firefly

Fakta om universitetets opdaterede retningslinjer for nære personlige relationer

På Aarhus Universitet gælder det som hovedregel, at:

  • En leder må ikke ansætte en nær personlig relation i eget ansvarsområde og ledelseslinje.
     
  • En medarbejder kan ikke være kursusansvarlig/holdunderviser/eksaminator og/eller vejleder for en studerende/ph.d.-studerende, som medarbejderen har en nær personlig relation til.
     
  • Sideordnede kollegaer, der indleder et forhold eller en nær personlig relation har ikke pligt til at orientere deres leder herom, men det anbefales, da det kan give anledning til tvivl om habilitet. Det samme gælder en nær personlig relation mellem medarbejder og leder uden direkte personaleansvar.
     
  • Er man som medarbejder i tvivl om sin habilitet i sit generelle ansættelsesforhold eller i en konkret sag, skal nærmeste leder orienteres, og det er lederen, der afgør, om en nær personlig relation er til hinder for en arbejdsopgave.

Læs mere om Aarhus Universitets opdaterede retningslinjer for nære personlige relationer på medarbejderhjemmesiden 

Med tusindvis af medarbejdere og studerende er der naturligt på universitetet, og også på Health, ansatte og studerende med nære personlige relationer. Det kan være ægtefæller, samlevere, fraskilte, søskende, forældre, børn og nære venner.

Det stiller krav om klare retningslinjer for de nære personlige relationer, så der ikke opstår tvivl om habilitet – både ud fra forvaltningsretlige regler om habilitet og almindeligt personalehensyn. Derfor har Universitetsledelsen og hovedsamarbejdsudvalget (HSU) for nylig drøftet universitetets retningslinjer på området.

Vi ønsker et arbejds- og studiemiljø præget af tillid og respekt

”Med klare retningslinjer kan vi sikre de bedst mulige rammer for et godt og tillidsfuldt arbejds- og studiemiljø, hvor der ikke opstår tvivl om habiliteten i forbindelse med bedømmelser, beslutninger, sagsbehandling, ansættelser, undervisningssituationer og lignende. Og det er vigtigt med den gennemsigtighed,” siger dekan Anne Mette Hvas og fortsætter:

”Jeg er meget optaget af, at Health er et godt og trygt sted at være for både medarbejdere og studerende. Det bidrager de opdaterede retningslinjer til, og derfor håber jeg, at alle vil bruge bare fem minutter på lige at læse dem igennem og forholde sig til dem.”

Læs mere om Aarhus Universitets opdaterede retningslinjer for nære personlige relationer på medarbejderhjemmesiden, og kontakt din nærmeste leder, hvis du er i tvivl om, hvordan du skal forholde dig i en konkret situation.

Kontakt

Dekan Anne-Mette Hvas
Aarhus Universitet, Health
Telefon: 87 15 20 07
Mail: dean.health@au.dk