Ole Bækgaard skal være prodekan på Natural Sciences

Visionerne for Folkesundhed stod klart for ham, planerne for de næste tre år var lagt, og han glædede sig til at tage fat. Men så dukkede en attraktiv mulighed pludselig op. Institutleder Ole Bækgaard fortæller her, hvorfor han ved årsskiftet skifter fra Health til Natural Sciences.

Ole Bækgaard tiltræder den 1. januar 2024 en stilling som prodekan for karriereudvikling på Natural Sciences på AU.
Ole Bækgaard tiltræder den 1. januar 2024 en stilling som prodekan for karriereudvikling på Natural Sciences på AU. Foto: Roar Paaske, AU Foto

”Det har ikke været nogen let beslutning. Og nogle vil måske også undre sig, fordi jeg for kun få måneder siden forlængede min ansættelse på instituttet. Det forstår jeg godt,” siger Ole Bækgaard, institutleder på Institut for Folkesundhed (IFS).

Han tiltræder den 1. januar 2024 en stilling som prodekan for karriereudvikling på Natural Sciences (NAT), også på AU.

Timingen kræver en forklaring

Ole Bækgaard fortæller, at drøftelserne om hans forlængelse som institutleder startede allerede før sommerferien, hvor han sammen med dekan Anne-Mette Hvas fik skitseret de mange vigtige og også inspirerende opgaver for instituttet i den kommende periode.

”Vi havde en fælles plan, og jeg var klar til – sammen med instituttets medarbejdere – at føre den ud i livet. Det var altså helt ærligt og oprigtigt ment, da jeg i det tidlige efterår takkede ja til yderligere tre år som institutleder. Jeg glædede mig til endnu en periode på posten,” siger han.

Da han kort efter blev opfordret til at søge stillingen som prodekan på NAT, var hans første reaktion derfor også, at han var glad for sit job og ikke på udkig efter et nyt.

”Omvendt fandt jeg det stærkt inspirerende, at NAT så konkret vil styrke arbejdet med karriereudvikling for både talentlaget og senior VIP’erne, at de dedikerer en hel prodekanstilling til området. Ledelsen på NAT satser med stor styrke på et område, som har ligget mit hjerte nært, siden jeg tiltrådte som institutleder. Jeg kunne derfor ikke lade være med at søge stillingen. At fokusere på et af universitetets vigtige strategiske områder og samtidig få mulighed for at prøve kræfter med ledelse i en anden ’setting’ og et andet miljø var simpelthen for attraktiv en mulighed,” forklarer han.

Det er et tilvalg af en særdeles attraktiv stilling – ikke et fravalg af instituttet

”Mit kommende jobskifte er ikke et udtryk for, at jeg aktivt har søgt væk fra instituttet. Slet ikke. Selv om vi står over for store opgaver og udfordringer, har det ikke fået mig til at se mig om efter nye muligheder. Snarere tværtimod. Jeg er ærgerlig over, at der er indsatser, jeg nu ikke får mulighed for at følge til dørs,” siger Ole Bækgaard og fortsætter:

”Instituttet er stadig præget af at være et sammenbragt institut. Det har rykket sig, mens jeg har været institutleder, og med den kommende forskningsevaluering som værktøj forventer jeg, at man kan komme endnu et stykke videre til gavn for instituttets forskere og deres forskning. Det ville jeg gerne have deltaget i.”

Ole Bækgaard har kun de bedste ønsker for både instituttet og fakultetet, og jobbet som institutleder anbefaler han på det varmeste. Det glæder dekan Anne-Mette Hvas, som også har rosende ord til overs for Ole Bækgaard og den indsats, han har gjort for Institut for Folkesundhed og for fakultetet.

”Jeg er selvfølgelig rigtig glad på Oles vegne, men jeg indrømmer da også gerne, at jeg er ked af, at vi nu skal sige farvel til et dygtigt, ambitiøst og visionært medlem af fakultetsledelsen. Ole har været en central del af ledelsen på Health de seneste seks år, og vi kommer alle til at savne ham både fagligt og kollegialt. Jeg ønsker Ole alt det bedste som prodekan og håber, at NAT ved, hvor heldige de er,” siger hun.

Taknemmelig for læring og indsigt

Ole Bækgaard fortæller, at han både som institutleder og som medlem af fakultetsledelsen har nydt den professionalisme og gode kollegiale stemning, der præger arbejdet i forhold til de understøttende funktioner og i forhold til fakultetsledelsen.

”Jeg har ud over ledelseserfaring fået en uvurderlig indsigt i, hvordan et universitet fungerer på det strategiske plan. Så hvis nogle sidder og overvejer en fremtid inden for universitetsledelse, så kan jeg kun sige ’go for it’! Jeg har lært vanvittigt meget de seneste seks år. Det har været en stejl læringskurve, og jeg har virkelig nydt det – også muligheden for selvudvikling via lederkurser og sparring med dygtige kolleger,” siger han.

En anden erfaring, som Ole Bækgaard er glad for at få med sig fra IFS, er efter hans mening unik for instituttet. Det er nemlig et mere nuanceret perspektiv på natur- og sundhedsvidenskab, som han har fået gennem sit samarbejde med instituttets diverse medarbejdergruppe, som repræsenterer kernefagligheder fra alle universitetets fakulteter.

”Det har været en fornøjelse at stå i spidsen for instituttet. Medarbejderne er engagerede, kompetente, fagligt stærke og en evig kilde til inspirerende, relevant og systematiseret viden. Og så er de provokerende på den udviklende måde – og udfordrende og kritiske på den engagerende måde. Det har været en gave for mig at opleve, og jeg kommer til at savne det løbende samarbejde og samvær med alle dem, som min rolle har givet mig adgang til. Det er derfor med mismod, at jeg forlader instituttet. Men man kan ikke få alt, og jeg glæder mig selvfølgelig også til mit nye job,” siger Ole Bækgaard.

Det er en luksus at få lov til at arbejde med det, man brænder allermest for

Som prodekan for karriereudvikling på NAT kommer Ole Bækgaard til at arbejde med et hjertebarn.

”Jeg glæder mig til at komme til at arbejde mere fokuseret med karriereudvikling – og her særligt i forhold til vores yngre forskertalenter og deres karrieremuligheder. For det første ved at bidrage til, at vi er tilstrækkeligt attraktive til at tiltrække de dygtigste unge mennesker til vores ph.d.- og postdoc-forløb, og for det andet ved at ændre opfattelsen af, at man kun er en succes som ph.d.-studerende, hvis man efterfølgende får job på universitetet,” siger han og runder af:

”Der er så mange andre relevante karrieremuligheder uden for akademia, og dem skal vi slå et slag for samtidig med, at vi styrker de yngre forskeres kompetencer og universitetets samarbejder med det private erhvervsliv og offentlige arbejdspladser.”

Ole Bækgaard har sin sidste officielle arbejdsdag på Institut for Folkesundhed den 31. december 2023.

Kontakt

Institutleder Ole Bækgaard Nielsen
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Mobil: 60 20 26 74
Mail: obn@ph.au.dk