Nyt valgfag ruster studerende til fremtidens sundhedsvæsen

Hvordan skaber man innovation, der gavner patienter og borgere – og hvad skal sundhedsprofessionelle egentlig kunne for at bidrage til det? Det er nogle af de spørgsmål, Sund Innovation - et nyt tværfagligt valgfag - giver de studerende mulighed for at arbejde med.

Bachelorstuderende fra odontlogi, medicin og idræt kan sammen lære om innovation indenfor sundhed, når det nye valgfag, Sund Innovation, går i luften. Foto: Lars Kruse, AU Foto

Bachelorstuderende på IOOS, Idræt og Medicin kan blive klogere på sundheds-innovation, når det nye tværfaglige valgfag ”Sund Innovation” starter op til efteråret.

Sund Innovation er resultatet af et samarbejde på tværs af fakultetet og universitetets iværksætterhus, The Kitchen, og er udviklet for at klæde de studerende bedre på til en sundhedssektor i udvikling, fortæller Sys Zoffmann Glud, som er direktør for innovationsenheden BioMedical Design på Institut for Klinisk Medicin og forperson for arbejdsgruppen bag valgfaget.

"Vi vil vise de studerende, hvordan deres sundhedsfaglige viden og samarbejde kan blive en drivkraft for innovation, der skaber reel værdi for borgere, samfund og dem selv," siger Sys Zoffmann Glud.

Valgfaget giver en bred introduktion til innovation i sundhedsvæsenet og civilsamfundet – med et særligt blik for, hvordan innovation udvikles i praksis og gennem samarbejde på tværs af fagligheder.

De studerende får erfaring med udvalgte innovationsmetoder og arbejder med konkrete cases fra virkeligheden.

"Det handler om at gøre innovation håndgribelig. Vi arbejder med cases, der giver de studerende indsigt i, hvordan forandringer faktisk bliver til – og hvordan de selv kan bidrage i fremtiden," siger Sys Zoffmann Glud.

Innovation på tværs af sundhedsverdenen

Sund Innovation er udviklet i samarbejde med The Kitchen, og formålet med valgfaget er at give de studerende både forståelse for og mod på at tænke innovativt i deres fremtidige arbejdsliv – uanset om de ender i hospitalssektoren, det kommunale sundhedsarbejde eller i civilsamfundet, fortæller startuprådgiver Sebastian Gram Nguyen Rasmussen:

”Der er et særligt fokus på de tidlige faser af innovationsprocesser og på, hvordan sundhedsfaglige kompetencer kan bringes i spil i et tværfagligt samarbejde. Kurset giver de studerende konkrete metoder og redskaber, som de kan tage med videre – uanset hvilken rolle i sundhedsområdet de påtager sig efter endt studie,” siger han.

Mangfoldigheden i uddannelsen vil også kunne ses blandt underviserne, fortæller han.

”Det bliver et tværfagligt underviserteam med blandet baggrunde i bl.a. i sundhedsinnovation og entreprenørskab. Derudover vil de studerende møde oplægsholdere fra praksisfeltet – fx iværksættere og fagpersoner fra sundhedsvæsenet, som alle har praktisk erfaring med innovation i sundhed.”

Sys Zoffmann Glud understreger, at behovet for nytænkning og innovation er presserende: "Sundhedsvæsnet står over for et dobbelt demografisk pres med et stigende antal ældre og mindre ungdomsårgange. Der er brug for medarbejdere, der kan tænke i kreative løsninger og bidrage til udvikling og implementering af nødvendige forandringer."

Sund Innovation er åbent for alle studerende på Healths uddannelser – med undtagelse af Folkesundhedsvidenskab, hvor der ikke er mulighed for valgfag.

FAKTA Sund Innovation

Formålet med kurset er, at de studerende udvikler viden, færdigheder og kompetencer inden for innovation, så de i deres fremtidige arbejde er i stand til at få øje på nye muligheder og anvende deres sundhedsfaglige viden i innovationsprocesser.

De studerende vil blive undervist i:

  • At identificere personlige og faglige kompetencer, både individuelt og i tværfaglige grupper
  • Innovationsprocesser og -metoder, herunder hvordan forskning kan føre videre til innovation
  • At identificere problem og brugerbehov
  • At arbejde med idé, koncept og bæredygtig løsning
  • At skabe og arbejde i tværfaglige grupper
  • At vurdere hvilken værdi en innovativ løsning skaber og for hvem
  • At identificere potentielle brugere eller købere
  • At identificere hvem interessenterne er i en konkret problemstilling

Valgfaget kører over otte uger og er et 5-ECTS-valgfag. Læs mere i kursusbeskrivelsen: https://kursuskatalog.au.dk/da/course/135524/Sund-innovation-fra-ide-til-implementering

Kontakt

Direktør BioMedical Design, Sys Zoffmann Glud 
Institut for Klinisk Medicin, Health, Aarhus Universitet
Telefon: +4524592667
Mail: sys@clin.au.dk

Startuprådgiver Sebastian Gram Nguyen Rasmussen   
Erhverv og Innovation, Aarhus Universitet
Telefon:+4593508876
Mail: sgnr@au.dk

Prodekan for uddannelse, Lise Wogensen Bach
Health, Aarhus Universitet
Telefon: +45 25 48 85 22
Mail: lwb@au.dk