Nyt kodeks skal sikre den gode studiestart

Et nyt studiestartskodeks skal hjælpe både medarbejdere, tutorer og nye studerende til at skabe de bedste rammer for en god start på studielivet på Health.

Et nyt studiestartskodeks skal være med til at sikre, at nye studerende kommer godt i gang med studielivet på Health.

”Vi er der for de nye studerende,” ”Vi skaber fællesskaber”, og ”Vi er et team” – sådan lyder de tre hovedoverskrifter i det spritnye studiestartskodeks på Health. Kodekset skal være en samlende rettesnor for alle de medarbejdere og studerende, som er involveret, når nye hold af studerende for første gang træder over universitetets tærskel og skal finde deres vej i det nye studieliv.

”I udviklingen af kodekset har det været vigtigt, at det er målrettet alle, som har med studiestarten at gøre. Det er altså ikke kun tutorernes kodeks, men også undervisernes og alle de administrative medarbejderes kodeks,” fortæller Eva Kvistgaard Arent, afdelingsleder i Uddannelsesbetjening og Vejledning på Health, som har koordineret arbejdet med kodekset.

Ideen med studiestartskodekset er nemlig at bygge bro mellem introdagene, hvor tutorerne står klar til at byde studerende velkomne med arrangementer, gode råd og hyttetur, og den første undervisning, hvor hverdagen og studielivet så småt begynder at forme sig:

”Vi har i noget tid arbejdet med at gøre studiestarten til et fælles ansvar, hvor tutorer og medarbejdere skal se sig selv som et team. Det er vigtigt med en bred, fælles forståelse af, hvordan vi bedst griber studiestarten an, så vi kan skabe en tryg og sammenhængende onboarding af de nye studerende, fordi vi ved, de studerende ofte synes, det hele kan virke lidt uoverskueligt og forvirrende i den første tid,” siger Eva Kvistgaard Arent.

Skabt af værdier

Og netop samarbejdet mellem studerende og medarbejdere er vigtigt, siger prodekan for uddannelse, Lise Wogensen Bach:

”Vi, som er vant til livet bag de gule mure, glemmer ofte, hvor meget grunden gyngede under os, da vi selv var helt grønne studerende. De nye studerende skal finde deres ben i en ny social sammenhæng, leve op til egne store forventninger og forhåbninger og lande i nye fag og anderledes undervisningsformer end, hvad de fx har oplevet på gymnasiet. Det er en stor mundfuld, og det kan et godt samarbejde mellem tutorer og medarbejdere være med til at lette.”

Men, en ting er at beslutte, at Health skal have et kodeks for studiestarten, noget andet er at udvikle det. Her blev tutorerne og repræsentanter fra studienævnene inviteret til at byde ind med de vigtigste værdier for en god studiestart. Forslagene blev derefter sat til afstemning i gruppen, og det udmøntede sig i ikke bare de tre hovedoverskrifter i kodekset, men også seks helt konkrete handlinger.

Men, som bekendt løfter selv de bedste værdier og kodekser ikke sig selv. Derfor har cheftutorer, studievejledningen og underviserne på de første semestre fra alle fakultetets uddannelser holdt møder, hvor de sammen har talt om kodeks og handlinger, og blevet enige om forventninger og ansvar inden studiestarten. Og Lise Wogensen Bach håber, at samarbejdet og kodekset vil kunne mærkes, når de nye studerende om lidt ankommer på campus:

”For to år siden landede festforeningerne et festkodeks, som sikrer, at der er rum til alle i de sociale arrangementer, og det ved vi, er blevet taget rigtigt godt i mod. Nu har vi så et kodeks, som skal minde os alle sammen om, at vi har et fælles ansvar for at skabe en tryg, åben, inkluderende og god studiestart for alle vores nye studerende. Det er jeg meget taknemmelig for, at vi kunnet udarbejde i fællesskab.”

Læs mere om festforeningernes festkodeks her

Kontakt

Afdelingsleder, Eva Kvistgaard Arent
Aarhus Universitet, Administrationscenter Health, Uddannelsesbetjening og Vejledning
Telefon: +4560202681
Mail: Eka@au.dk