Ny professor MSO i sundhedsøkonomi på AU
Rikke Søgaard er blevet ansat som professor med særlige opgaver i sundhedsøkonomi på Aarhus Universitet. Professoratet er et led i at udvikle et stærkt sundhedsøkonomisk forskningsmiljø i Aarhus.
Hvordan skaber vi bedre grobund for innovation og kvalitet i hospitalssektoren? Og bør vi i højere grad satse på forebyggelse i det offentlige sundhedsvæsen? De spørgsmål er omdrejningspunktet for Rikke Søgaard, der netop er blevet ansat som professor MSO i sundhedsøkonomi på Aarhus Universitet.
”Vores overordnede forskningstema er værdibaseret sundhedsvæsen, hvor borgerens præferencer er i centrum i forhold til at udvikle udbuddet,” forklarer Rikke Søgaard.
MSO-professoratet er et samarbejde mellem Institut for Klinisk Medicin og Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet og CFK Folkesundhed og Kvalitetsudvikling - Region Midtjylland.
Et stærkt sundhedsøkonomisk miljø
Rikke Søgaard håber, at resultaterne kan få direkte betydning for borgerens værdiopfattelse i sundhedsvæsnet.
”Forskningen kan eksempelvis medvirke til, at vi i Danmark tager stilling til en ny model for ledelse af hospitalssektoren og hvorvidt vi skal introducere befolkningsscreening for vaskulær sygdom,” siger Rikke Søgaard, som samtidig ser frem til at få skabt flere samarbejdsrelationer og netværk såvel på tværs af universitetsenheder som eksternt.
På Aarhus Universitet og i Region Midtjylland ser de store perspektiver i samarbejdet.
”AU og Region Midtjylland er i gang med at opbygge et sundhedsøkonomisk miljø, og vi ser frem til at få et endnu stærkere sundhedsøkonomisk forskningsmiljø,” fortæller institutleder på Klinisk Medicin, Kristjar Skajaa.
Et forskningsmiljø, der ifølge institutlederen kan være med til at styrke beslutningsgrundlaget og prioriteringen i udviklingen af fremtidens sundhedsvæsen.
De tre samarbejdspartnere forventer, at professoratet vil føre til et stærkt og synligt fagligt miljø, som kan tiltrække de bedste studerende og øge eksterne bevillinger.
”Samtidig kan forskningen øge kommunernes og regionernes interesse i disse forskningsaktiviteter ved Aarhus Universitet,” siger Søren K. Kjærgaard, der er institutleder på Institut for Folkesundhed.
CFK Folkesundhed og Kvalitetsudvikling- Region Midtjylland har støttet professoratet med en forskningsbevilling til projektet ”Ny styring i patientperspektiv”.
”Både forsknings- og uddannelsesmæssigt skal professoratet bidrage til at udvikle kompetencer og resultater, der kan fremme et effektivt og endnu bedre sundhedsvæsen,” siger Mette Kjølby fra CFK-Folkesundhed og Kvalitetsudvikling - Region Midtjylland.
Yderligere oplysninger
Professor Rikke Søgaard
Institut for Folkesundhed og Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet
Mobiltelefon: 2899 1387
rs@ph.au.dk