Ny professor gør os klogere på døgnrytmens betydning for helbredet

Frédéric Gachon er ny professor på Institut for Biomedicin. Med en baggrund inden for biologi og sundhed forsker han i det biologiske ur og særligt, hvordan forstyrrelser og pludselige ændringer i døgnrytmen kan føre til en lang række sygdomme.

Frédéric Gachon tiltræder stillingen som ny professor på Institut for Biomedicin den 1. oktober.
Frédéric Gachon tiltræder stillingen som ny professor på Institut for Biomedicin den 1. oktober. Foto: The University of Queensland.

Alle mennesker er født med et indre biologisk ur, som sidder i hjernen og består af cirka 20.000 nerveceller. Hvis du ikke lytter til dit indre ur, kan det have større betydning, end du måske går og tror.

På Aarhus Universitet forsker Frédéric Gachon i, hvordan forstyrrelser i det indre biologiske ur kan føre til bl.a. fedme, leversygdomme og kræft.

"Vores biologiske ur styrer vores fysiologi, herunder hvornår vi spiser og sover, og synkroniserer den med de daglige ændringer i vores miljø og skiftet mellem dag og nat. Moderne vestlige livsstile med omfattende brug af teknologi og skiftende arbejdstider forstyrrer vores indre ur, og den slags forstyrrelser er anerkendt som en faktor i mange helbredsproblemer," forklarer Frédéric Gachon.

Professoren undersøger især, hvordan forstyrrelser i døgnrytmen påvirker kroppens udskillelse af hormoner og kan lede til sygdomme i leveren, nyrerne og stofskiftet.

”Forstyrrelser af døgnrytmen rammer særligt personer, der rejser meget, eller har skiftende arbejdstider. De har øget risiko for blandt andet diabetes, overvægt, depression og Alzheimers sygdom. Hvis vi bliver klogere på sammenhængen, vil det give nye muligheder for at undervise og udvikle vores viden om det biologiske ur og inkludere den viden i medicinsk praksis," siger han.

Kontakt

Professor Frédéric Gachon
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Telefon: +61428579696
Mail: f.gachon@uq.edu.au