Ny forskning er godt nyt for gravide og fostre

Studie fra Aarhus Universitet baner vej for, at en blodprøve i fremtiden kan afløse moderkagebiopsien hos gravide.

Professor Ida Vogel står bag det nye studie, der er blevet til i samarbejde mellem sygehusene i Region Midtjylland og det private firma Arcedi. Foto: Jann Zeiss

Nogle gravide skal efter scanning gennem yderligere undersøgelser for at udelukke fx kromosomsygdomme hos fosteret. 

I dag er tilbuddet en blodprøve eller en moderkagebiopsi. Biopsien giver det mest præcise svar, men for det første er det ubehageligt for kvinden, og for det andet er der en abortrisiko på 0,5 procent ved indgrebet. 

Nu er det lykkedes professor Ida Vogel fra Aarhus Universitet, sammen med en række andre forskere fra Region Midtjylland, at finde en metode, der kun kræver blodprøve, men som kan næsten det samme som moderkagebiopsien. Den nye metode finder en stor nok mængde fosterceller i den gravide kvindes blod til at lave en genetisk analyse, og det åbner for mange muligheder.

"Det er en milepæl, for vi har arbejdet i årevis på at finde en mere skånsom metode end moderkageprøven," siger Ida Vogel, der er professor i fosterdiagnostik på afdelingen for Kvinder og fødsler på Aarhus Universitet.

Fosterceller kan findes i blodprøven fra uge 10 til 15.

Flere medier - blandt andet Danmarks Radio - har skrevet om studiet. Læs mere her: https://www.dr.dk/nyheder/indland/er-det-slut-med-en-naal-i-maven-og-risiko-abort-en-blodproeve-kan-afloese

 

Bag om forskningsresultatet

  • I et klinisk valideringsstudie har forskerne sammenlignet cellebaseret Non-Invasiv Prænatal Test (NIPT) med moderkagebiopsi (CVS) og cellefri-NIPT.
  • Forskningen er sket i samarbejde mellem sygehusene i Region Midtjylland og det private firma Arcedi 
  • Læs mere i den videnskabelige artikel

Kontakt

Professor Ida Vogel
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin - Klinisk Genetisk afdeling
Mobil: +45 31 52 31 56
Mail: iv@clin.au.dk