Ny forperson vil bringe arbejdet med lige muligheder tættere på hverdagen
Siri Beier Jensen er ny forperson for fakultetets Udvalg for diversitet, inklusion og lige muligheder. Hun vil styrke forankringen på institutterne, sætte fokus på ledelse og arbejde for at skabe en kultur, hvor flere kan lykkes.
Siri Beier Jensen sagde ja til opgaven, fordi den er vigtig. Så enkelt kan det egentlig siges.
Siden april har hun været ny forperson for fakultetets Udvalg for diversitet, inklusion og lige muligheder. Hun overtager posten efter dekan Anne-Mette Hvas, som har siddet for bordenden siden udvalgets tilblivelse i 2022.
Med skiftet flytter forpersonrollen tættere på institutterne. Og for Siri Beier Jensen, der er institutleder på Institut for Odontologi og Oral Sundhed, er det en vigtig pointe.
Arbejdet skal ikke kun leve i strategier og mødefora. Det skal kunne mærkes i hverdagen på institutterne, i forskningsgrupperne, i administrationen, i møderne og i de beslutninger, der former fakultetet som arbejdsplads.
“Jeg ser det som en meget vigtig ledelsesopgave. På linje med ansvaret for økonomi, medarbejdere, rekruttering og faglig udvikling. Det her er ikke noget, vi gør ved siden af alt det andet. Det er en del af kerneopgaven,” siger Siri Beier Jensen.
Det handler om meget mere end køn
Da udvalget blev nedsat i 2022, var afsættet et tydeligt problem: Kvinder udgjorde omkring 65 procent af de ph.d.-studerende på fakultetet, men bestred under 25 procent af professorstillingerne. Derfor begyndte arbejdet med et klart fokus på køn, karriereveje og mere lige muligheder i forskningsmiljøerne.
Her er fakultetets Udvalg for diversitet, inklusion og lige muligheder
Forperson
- Siri Beier Jensen, institutleder
Medlemmer
- Ask Vest Christiansen, professor, Institut for Folkesundhed
- Marta Díaz del Castillo, adjunkt, Institut for Retsmedicin
- Julie Glavind, klinisk lektor, Institut for Klinisk Medicin
- Peter Lindberg Nejsum, professor, Institut for Klinisk Medicin
- Ruben Pauwels, lektor, Institut for Odontologi og Oral Sundhed
- Dorte Rytter, lektor, Institut for Folkesundhed
- Christian Bjerggaard Vægter, lektor, Institut for Biomedicin
- Jeannette Madsen, ledelseskonsulent, Institut for Biomedicin
Studenterrepræsentanter
- Lotte Eriksen
- Elizabeth Schirrmann Nygaard
Sekretær og kontaktperson
- Hanne Johansen, rådgiver, Fakultetssekretariatet
Observatør
- Simon Fischel, Health Kommunikation
Udvalget har blandt andet arbejdet med rekruttering, karriereudvikling, inkluderende ledelse og arbejdspladskultur. Det har medvirket til at ændre praksis i brugen af søgekomitéer og mentorordninger, skabt mere gennemsigtighed i karriereveje og sat fokus på rollemodeller for yngre forskere. Der er også gennemført de såkaldte inklusionsundersøgelser, hvor institutterne ser nærmere på, hvordan opgaver, ressourcer og muligheder fordeler sig blandt videnskabelige medarbejdere.
Siden er perspektivet blevet bredere. I dag arbejder udvalget med diversitet, inklusion og lige muligheder for både studerende, videnskabelige medarbejdere, teknisk-administrative medarbejdere og ledere.
Har masser af tiltag på tegnebrættet
Siri Beier Jensen peger på medarbejderes livsfaser som et vigtigt tema for udvalget at arbejde med i de kommende år.
Det kan handle om familiedannelse, barsel og de tidlige år i en forskerkarriere, men også om fx sygdom, sorg og seniorliv.
“Der er noget strukturelt, vi skal kigge på. Hvordan sikrer vi vilkår, der faktisk giver lige muligheder? Og hvordan integrerer vi som arbejdsplads de perioder, hvor arbejdslivet kan være påvirket af andet end arbejdet?” siger hun.
Et andet spor bliver de teknisk-administrative medarbejdere. Her ser den nye forperson et behov for at få karriere- og udviklingsmuligheder tydeligere med ind i samtalen om diversitet og lige muligheder.
“Vi har arbejdet meget med de videnskabelige miljøer. Nu skal vi også have de administrative medarbejdere tydeligere med om bord i samtalen. Hvordan skaber vi attraktive karriere- og udviklingsmuligheder? Og hvordan klæder vi ledere på til at arbejde med diversitet, inklusion og lige muligheder her?” siger hun.
En kultur, hvor man tør sige til
Siri Beier Jensen er ikke ny i arbejdet. Hun har siddet i AU’s Diversitets- og Ligestillingsudvalg i 2019-2025 og har også tidligere været medlem af fakultetets udvalg i flere år. Hun kender derfor både historikken, ambitionerne og de svære diskussioner.
“Der er momentum nu, og der er et rigtig godt udvalg. Det er enormt vigtigt, for det er medlemmernes erfaringer, tanker og det, der optager dem i hverdagen, som skal være med til at drive arbejdet,” siger hun.
Den nye forperson ser det helt grundlæggende som et spørgsmål om muligheder.
“Når mennesker kan noget, skal det også i spil. Som ledere er vores job at sikre, at alle får mulighed for at folde sig ud. Hvis nogen faktisk kan og vil, men ikke får ligeværdige muligheder, så er det et problem, vi skal tage alvorligt,” siger hun.
Hun lægger ikke skjul på, at der stadig er store udfordringer. Men hun ser også tydelige fremskridt. Samtalen om diversitet, inklusion og lige muligheder er blevet mere åben, og flere tør pege på de steder, hvor kultur, strukturer eller vaner står i vejen.
Det skal fakultetet møde med nysgerrighed, mener hun.
“Hvis nogen oplever, at de ikke har samme muligheder som deres jævnbyrdige kolleger, skal vi lytte. Vi skal se det som en chance for at blive klogere og turde spørge: Er der noget om snakken, og hvad kan vi gøre for at ændre det?”
Målet er ikke at finde fejl. Målet er at skabe bedre arbejdspladser, sikre stærke fagmiljøer og optimale muligheder for, at alle kan bidrage.
“Hvis mennesker ikke føler sig set og hørt, søger de andre steder hen. Så mister vi talent. Arbejdet med diversitet, inklusion og lige muligheder er vigtigt for at sikre, at vi har gode medarbejdere, og at gode medarbejdere føler at de hører til på vores arbejdsplads,” siger Siri Beier Jensen.
Ledere skal tage opgaven på sig
For Siri Beier Jensen er der ingen tvivl.
Hvis fakultetet skal lykkes med at skabe mere inkluderende miljøer og mere lige muligheder, kræver det ledere, der tager opgaven på sig. Ikke kun dekanat og institutledere, men ledere på alle niveauer: forskningsledere, funktionsledere, uddannelsesledere, gruppeledere og andre med ansvar for mennesker og miljøer.
“Først og fremmest skal man som leder selv anerkende, at det her er vigtigt. Hvis man ikke gør det, kan det mærkes i hele organisationen. Man skal mene det alvorligt og tage ansvar,” siger hun.
Hun understreger samtidig, at ledere også skal klædes på til opgaven. For arbejdet er komplekst. Det handler om strukturer, kultur, bias, livsfaser, karriereveje og meget andet, som ikke altid er synligt for det blotte øje. Og det handler om at skabe miljøer, hvor forskellighed bliver en styrke – ikke en stopklods. Og lykkes det, højner det faktisk kvaliteten af det arbejde, vi kan udføre som hold.
“Ledelse spiller en helt central rolle i at få forskellighed i spil, så det faktisk kvalificerer det, vi laver. Når vi kan udfordre hinanden konstruktivt med forskellige blikke, løser vi også vores opgaver bedre,” siger Siri Beier Jensen.
Kontakt
Rådgiver Hanne Johansen
Fakultetssekretariatet - Administrationscenter Health
Telefon: 41 89 30 67
Mail: hannejohansen@au.dk