Ny adjungeret professor styrker behandlingen af ældre patienter

Den tyske speciallæge i geriatri, Michael Denkinger, er udnævnt adjungeret professor på Institut for Klinisk Medicin. Her skal han styrke forskningen i, hvordan vi forebygger komplikationer og bevarer mobiliteten hos ældre patienter.

Michael Denkinger tiltræder som adjungeret professor i geriatrisk medicin på Institut for Klinisk Medicin og Afdeling for Ældresygdomme på Aarhus Universitetshospital den 1. februar 2026.
Michael Denkinger tiltræder som adjungeret professor i geriatrisk medicin på Institut for Klinisk Medicin og Afdeling for Ældresygdomme på Aarhus Universitetshospital den 1. februar 2026. Foto: @BDI/MDenkinger.

Michael Denkinger har gennem en årrække forsket i, hvordan ældre patienter kan bevare deres mobilitet, selvstændighed og livskvalitet ved at forebygge fald, målrette medicin og ved tidligt at identificere skrøbelighed.

Hans forskning tager udgangspunkt i ældre menneskers biologiske alder (body age) frem for deres kronologiske alder. Han kombinerer kliniske studier med brug af digitale løsninger og målinger af fysisk aktivitet over længere tid.

”Vi vil gerne blive bedre til at forebygge komplikationer hos ældre patienter og samtidig understøtte, at de kan forblive mobile og selvhjulpne, også under og efter hospitalsindlæggelse. Professoratet giver mulighed for at styrke samarbejdet mellem klinik, forskning og uddannelse på tværs af landegrænser,” siger Michael Denkinger.

Som adjungeret professor bidrager han til forskning på Aarhus Universitet, og han udvider desuden sin undervisning fra Ulm Universitetshospital i det sydlige Tyskland til Aarhus.

Michael Denkingers arbejde har betydning for både patienter, sundhedsvæsenet og beslutningstagere, der står over for en hastigt voksende ældre befolkning og et øget behov for evidensbaserede løsninger i ældreplejen.

Til daglig er Michael Denkinger cheflæge og medicinsk direktør ved Agaplesion Bethesda Klinik i Ulm samt leder af Institut for Geriatrisk Forskning ved Ulm Universitetshospital.

Kontakt

Adjungeret professor Michael Denkinger
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin,
Aarhus Universitetshospital, Afdeling for Ældresygdomme og
Ulm Universitetshospital, Agaplesion Bethesda Klinik
Telefon: +49 731 187 185
Mail: Michael.Denkinger@agaplesion.de