Nu ruller undervisningsåret i nyt fælles årshjul

Over de sidste to år er Aarhus Universitets nye planlægningsværktøj for undervisningen blevet rullet ud. Fra i år skal alle institutter planlægge undervisningen i god tid efter et fælles årshjul i PLAN.

Det er et større puslespil at få timer, lokaler og Aarhus Universitets i alt 38.000 studerendes undervisning skemalagt. Derfor er universitetet i løbet af de sidste par år overgået til det fælles system PLAN. Nu skal al undervisning på universitetet planlægges i god tid efter et fælles årshjul. Foto: HE Studier

Det er lidt af et puslespil at få timer, lokaler og Aarhus Universitets i alt 38.000 studerendes undervisning skemalagt. Derfor er universitetet i løbet af de sidste par år overgået til det fælles system PLAN. Nu er det så blevet Healths tur til at planlægge året efter et fælles årshjul. En øvelse, som kan synes lettere på papiret end i virkeligheden, fortæller uddannelseschef Mads Hedelund.

”Det er rigtig mange undervisere, timer og studerende, vi skal have til at gå op med lokaler på hele campus. På Health har vi den ekstra udfordring, at en del af undervisningen skal foregå i lokaler med specielle formål, fx klinikker, lokaler med specielle hygiejnekrav osv. Der skal derfor jongleres en del frem og tilbage for at få alle kurser passet ind.”

Planlægningssystemet PLAN er allerede taget i brug på de det meste af universitetet og institutterne på Health. Det nye er, at alle fra dette forår skal indberette undervisningsplanerne, tidligere end de plejer, især hvad angår forårssemestret, siger Mads Hedelund.

”Hidtil er mange af Healths forårskurser først blevet planlagt efter sommerferien, fordi de fleste undervisere gerne lige vil have undervisning og eksaminer vel overstået, inden de kaster sig ud i planlægningen. Men med det nye årshjul skal de begynde allerede i juni, og planerne være helt klar til offentliggørelse i oktober.”

Og en tidligere tilbagemelding er måske godt for den logistiske planlægning, men det er, ifølge studieleder på Institut for Folkesundhed Kirsten Beedholm, ikke uden problemer.

”Min bekymring er, at årshjulet, mod hensigten, kommer til at virke konserverede på uddannelsesudvikling. Med det nye årshjul skal vi planlægge næste års undervisning, samtidig med at underviserne er i fuld gang med at afvikle de selvsamme kurser. Det vil sige, at vi ikke får mulighed for at tage højde for undervisningsevalueringerne. Så bliver det svært at finde tid og overskud til at nytænke. Vi risikerer derfor, at underviserne melder det samme ind som året før,” siger hun.

Mads Hedelund forstår bekymringen, men tror ikke årshjulet sætter en kæp i udviklingen.

”Det, som skal meldes ind til HE studier er de mere ”hårde data,” som fx om undervisningen er et seminar eller en forelæsning, eller hvor mange undervisningsgange der er. Så det vil stadig være muligt udvikle undervisningen, ændre det faglige indhold eller flytte fagelementer mellem undervisningsgangene efter underviserne har meldt ind til HE studier,” forklarer han.

Godt for de studerende – og ressourcerne

Det kan være svært at melde sig til et kursus, når man ikke ved, hvornår og hvordan undervisningen er planlagt. Derfor er det i høj grad for de studerendes skyld, at planlægningen nu skal i et årshjul, så timer, lokaler og planer er helt på plads inden tilmelding og semesterstart. Og selv om det nye årshjul kræver tidligt forarbejde for underviserne, giver det forhåbentligt også et plus på ressourcesiden, siger Mads Hedelund

”Jeg ved godt, at det ruller lidt skævt i forhold til de normale procedurer for nogle, men jeg tror på, at det også vil frigive mere tid til både den gode forskning og undervisning. Som det er i dag, bliver der brugt meget tid på at søge efter tomme lokaler og tilpasse et undervisningsforløb ind, efter andre er blevet fastlagt.”

Health indfører samtidig det akademiske kvarter, så undervisningen kan planlægges efter de samme tidsrammer som resten af universitetet. Det gør lokalefordelingen til en noget lettere øvelse end før.

”Når vi alle er på den samme tidsramme, bliver det lettere at få et overblik over, hvilke lokaler der er ledige. Det kan for eksempel betyde, at vi skal booke færre undervisningstimer i de sene ydertimer, fordi vi kan fordele lokalerne bedre,” fortæller Mads Hedelund.

Han forventer ikke, at der kommer mange studerende fra de andre fakulteter, da Health har mange lokaler, som er fagspecifikke, men Healths studerende kan opleve at skulle mere rundt i universitetsparken, når de skal til forelæsninger.

Kandidaten i medicin får et ekstra år på frihjul

Ingen regler uden undtagelser. Og der er da også nogle, som får lov at vente med at hoppe på årshjulet og PLAN i denne omgang. Det gælder for eksempel kandidatuddannelsen i medicin. Meget af undervisningen foregår i regi af regionen, og planlægningen er traditionelt sket i et system uafhængigt af resten af Health og AU. Derfor får kandidaten til efteråret 2024, inden de også skal rulle med på årshjulet og bruge PLAN-systemet.

Også de uddannelser, som er i fuld gang med at udvikle en ny studieordning, får lidt længere snor. Derfor hopper KA i odontologi og professionsbacheloruddannelserne i tandpleje og klinisk tandteknik først med på det fælles årshjul, når studieordningen er helt på plads.

FAKTA

  • Al undervisningsplanlægning på Aarhus Universitet overgår til PLAN.
  • Årshjulet omfatter alle fem fakulteter.
  • Kandidaten i medicin har frem til 2024 til at tilrettelægge undervisningen i PLAN og efter årshjulet.
  • Kandidatuddannelsen i odontologi og professionsbacheloruddannelserne i tandpleje og klinisk tandteknik afventer nye studieordninger.
  • Overgangen til PLAN begyndte i efteråret 2020.

KONTAKT

Uddannelseschef - Health Studier
Mads Hedelund
Telefon: 93522580
Mail: mhed@au.dk