Maja Ludvigsen er ny professor med speciale i molekylær og translationel hæmatologi

Maja Ludvigsen er ny professor i molekylær og translationel hæmatologi på Institut for Klinisk Medicin. Her forsker hun i kræftbiologi med et særligt fokus på blod- og lymfekræft.

Maja Ludvigsen tiltræder professoratet på Institut for Klinisk Medicin den 1. juni 2026.
Maja Ludvigsen tiltræder professoratet på Institut for Klinisk Medicin den 1. juni 2026. Foto: Simon Fischel, AU Health.

Som ny professor vil Maja Ludvigsen omsætte viden om kræftcellers biologi til bedre diagnostik og nye behandlingsmuligheder for patienter.

Hendes forskningsgruppe undersøger kræftbiologi fra mange vinkler – fra molekylære mekanismer og tumorers cellulære miljø til storskala-proteinanalyser, billedbaserede cellestrukturer og målrettet genterapi.

”Mit mål er, at forskningen på sigt skal give patienterne den bedst mulige behandling. Det kræver, at vi forstår sygdommenes biologi bedre, og på den baggrund kan stille mere præcise diagnoser og udvikle nye behandlingsmuligheder,” siger Maja Ludvigsen, der også er tilknyttet Blodsygdomme på Aarhus Universitetshospital.

Den nye professor forsker i lymfekræft, f.eks. af typen follikulært lymfom, og i leukæmi og præ-leukæmiske syndromer. Forskningen går dog også udover hæmatologien til f.eks. sarkomer. Her undersøger hun, hvilke faktorer der kan hjælpe med at forudsige sygdomsforløb, og hvordan behandlingen kan målrettes de genetiske forandringer, der driver visse kræftformer.

Kontakt

Professor Maja Ludvigsen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Afdeling for Blodsygdomme
Telefon: 22 85 95 23
Mail: majlud@clin.au.dk