Kursus i bæredygtighed klæder studerende på til grønnere tandklinikker
Der er tandsundhed, og så er der planetens sundhed. Nu kan studerende på 5. semester på Institut for Odontologi og Oral Sundhed blive kloge på begge. Her er bæredygtighed nemlig kommet på valgfagsprogrammet.
Det kan godt være, at kittel og mundbind har en flot grøn farve. Men ender det i den rette skraldespand? Kunne der købes færre ind, skal vi bruge så mange plastikhandsker, og er bæredygtighed mere end affaldssortering og mindre brug af engangsartikler? Og hvordan kan vi selv forholde os til det, når vi kommer ud og arbejder i klinikkerne?
Det kan de studerende på 5. semester af de tre uddannelser på Institut for Odontologi og Oral Sundhed (IOOS) få svar på, hvis de tilmelder sig valgfagskurset ”Bæredygtighed i Tandklinikken”. Initiativet startede oprindeligt som en del af et kursus i innovation og entreprenørskab, men nu er bæredygtighed blevet et ECTS-kursus i sig selv.
Tandlæge og koordinator på IOOS Helle Hornhaver er idekvinden bag kurset, som hun har planlagt sammen med to eksterne undervisere.
”Da vi først begyndte at arbejde med bæredygtighed, stod det klart, at det faktisk er så stort og komplekst et emne, at det kan bære et valgfag i sig selv. Jeg undersøgte, hvad der sker indenfor bæredygtighed i tandlægebranchen, og derigennem fandt jeg så de to undervisere, Nina Thulstrup og Kristoffer Larsen, som er bæredygtighedsingeniører og arbejder med bæredygtighed i dentalbranchen.”
Ud i virkeligheden med bæredygtige briller på
OM VALGFAGET
- Tilbud til studerende på 5. semester på Odontologi, Klinisk Tandtekniker og Tandplejer uddannelserne på IOOS
- Studiet består af: 3 undervisningsdage af 8 timer og to ugers klinikarbejde og feltbesøg, hvorefter de studerende får en dags sparring med underviserne inden de skal fremlægge konkrete forslag til klinikkerne.
- Undervisere: Nina Thulstrup og Kristoffer Larsen
- Læs mere om valgfaget her
Valgfaget udspringer af nye studieordninger, hvor fælles valgfag er prioriteret, så de studerende lærer at kende hinanden på tværs af uddannelserne. Der etableres også en fælles bachelorklinik fra efteråret 2024.
De studerende, som melder sig til valgfaget, får et meget hands-on kursus. Først bliver de klædt på af underviserne, men derefter skal de ud i tandklinikker for at observere, analysere og komme med konkrete anbefalinger til bæredygtige forbedringer. Og det har blandt andet ført til forslag om bedre affaldssortering, reduceret energiforbrug og mindre ressourcebrug i klinikkerne.
"De studerende bliver faktisk ofte overraskede over, hvor meget de kan bidrage med, selvom de stadig er under uddannelse. Når de så ser deres løsninger blive implementeret, får de også en fornemmelse af, at de virkelig kan gøre en forskel," fortæller Helle Hornhaver.
Og noget tyder på, at nogle af klinikkerne også får øjnene op for bæredygtighed efter de studerendes besøg, fortæller hun.
”Vi har oplevet, at en klinik efterfølgende har henvendt sig til en studerende og bedt hende undersøge endnu dybere, hvordan de kan blive en bæredygtig klinik. Så det giver måske også nye og gode perspektiver hos nogle af de klinikker, som siger ja til at få besøg af studerende med bæredygtighedsbrillerne på.”
Bæredygtigt Circle U.-samarbejde
Det er ikke kun på Aarhus Universitet, at bæredygtighed er i fokus. I januar 2023 henvendte Kings College i London sig for at høre, om Health kunne være interesseret i et samarbejde om bæredygtighed i tandplejen via Circle U. alliancen.
Det takkede institutledelsen ja til, derfor er Helle Hornhaver også engageret i projektet, som spænder over fem europæiske universiteter.
”Vi deltog i nogle online-møder og har delt en spørgeskemaundersøgelse med både ansatte og studerende på instituttet, så vi kan afdække, hvor meget vi kollektivt på instituttet faktisk ved om bæredygtighed, og hvad holdningerne til bæredygtighed er.”
Tanken med samarbejdet er, at arbejdsgruppen indhenter data fra odontologiske uddannelser i Europa for at kortlægge, hvilke konkrete initiativer som allerede er i gang, og hvordan uddannelserne i Circle U samarbejdet kan lære af hinanden. Og ambitionen er, at det på sigt bliver muligt at tilbyde et fælles valgfag på tværs af universiteterne i samarbejdet.
Det har været både spændende og lærerigt at bygge et kursus op omkring et helt nyt emne, siger Helle Hornhaver, som også opfordrer andre til at række uden for de gule universitetsmure og være nysgerrige, når nye forløb skal startes op.
"Man behøver ikke være ekspert selv. Ved at involvere både studerende og erhvervsfolk kan man udvikle relevante og praktiske uddannelsesforløb. Ekspertisen findes ofte uden for universitetet, og det er vigtigt at invitere disse ressourcer ind,” siger hun.
KONTAKT
Tandlæge og koordinator Helle Hornhaver
Institut for Odontologi og Oral Sundhed, Health, Aarhus Universitet
Mail: hornhaver@dent.au.dk
Telefon: +45 28 99 22 79