Knæk Cancer millioner til kræftforsker fra Aarhus
Professor Anders Bonde Jensen fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital har netop modtaget en bevilling til at forske i den enkelte patients behov efter et kræftforløb.
Kræftens Bekæmpelses Knæk Cancer-pulje har givet 1,98 millioner kroner til et projekt, som skal kigge nærmere på patientens følger af kræftbehandlingen og på hvilke behov, der er for støtte. Og Anders Bonde Jensen er forskeren, der skal stå i spidsen for projektet.
”Mit forskningsfelt er dels den palliative indsats, hvor vores fokus er på organisering af indsatsen og afprøvning af nye modeller for at forbedre kommunikationen og for at øge personalets kompetencer, dels rehabilitering og senfølger efter kræftbehandling med fokus på brystkræft,” fortæller Anders Bonde Jensen.
Forskningen er patientnær og vil hurtigt kunne omsættes i praksis i form af ændringer af den måde, den palliative indsats og indsatsen omkring senfølger foregår på.
”Vi håber, at projektet vil medvirke til at forbedre den opfølgning, som kvinder, der er opereret for brystkræft bliver tilbudt,” siger professoren.
Projektet omfatter blandt andet en undersøgelse af, hvilket udbytte kvinderne har af et undervisningsprogram, som bliver gennemført på Onkologisk Afdeling. Forskergruppen bag vil også afprøve en ny måde at organisere opfølgningen af brystkræft patienter på. Hensigten er at undersøge værdien af en mere patientstyret opfølgning over for den traditionelle form for opfølgning.
Yderligere oplysninger
Professor, overlæge, cand.med., ph.d. Anders Bonde Jensen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk og
Aarhus Universitetshospital, Onkologisk Afdeling
Direkte telefon: 7846 2557
anders.bonde.jensen@clin.au.dk