Klinisk professor får pris for forskning i nyrernes funktion

Jørgen Frøkiær er klinisk professor og institutleder på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet. Han modtager Niels A. Lassen-prisen for sin omfattende indsats inden for klinisk og eksperimentel nyreforskning.

Jørgen Frøkiær modtog Niels A. Lassen-prisen fredag den 6. december 2024 på Bispebjerg Hospital i København. Prisen er opkaldt efter professor Niels A. Lassen, der forskede i blodets kredsløb.
Jørgen Frøkiær modtog Niels A. Lassen-prisen fredag den 6. december 2024 på Bispebjerg Hospital i København. Prisen er opkaldt efter professor Niels A. Lassen, der forskede i blodets kredsløb. Foto: Simon Taarnskov Aabech.

Jørgen Frøkiær er klinisk fysiolog og har i mange år forsket i nye diagnostiske metoder med særligt fokus på nyrernes gennemblødning, funktion og stofskifte. Desuden har han bidraget til at udvikle nye metoder, der kan påvise specifikke transportproteiner i nyrerne til gavn for patienter med sygdomme, som påvirker nyrefunktionen. 

Jørgen Frøkiærs forskningsindsats bygger ifølge Niels A. Lassen Fonden bro mellem grundvidenskab og klinisk videnskab, og han har særligt beskæftiget sig med, hvordan medfødte nyresygdomme kan påvirke nyrefunktionen senere i livet. 

"Jeg er dybt beæret over at modtage Niels A. Lassen-prisen, som anerkender den vedholdende indsats for at forstå nyrefunktionens kompleksitet til gavn for patienterne. Det er en anerkendelse, der i høj grad deles med mange dygtige kolleger og samarbejdspartnere, der har bidraget til forskningen gennem årene,” siger Jørgen Frøkiær.

Kontakt

Institutleder og klinisk professor Jørgen Frøkiær
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
Telefon: 20 23 45 27
Mail: jf@clin.au.dk

Omtalen er baseret på pressemateriale fra Niels A. Lassen Fonden.