Kandidatreformen udfordrer bedre sundhed for alle

Kun ét institut på Health bliver ramt af kandidatreformen. Til gengæld rammer den hårdt. Men opgaven med at støtte og styrke Institut for Folkesundhed er et anliggende for hele fakultetet.

”På dekanens bord” – en klumme i Inside Health

Kort efter et møde i Akademisk Råd, hvor vi bl.a. talte om medinddragelse, fik jeg en mail fra et af rådets medlemmer. Hun havde tænkt over vores drøftelser og foreslog, at jeg skrev direkte til medarbejderne på Health i fakultetets nyhedsbrev. På den måde kunne jeg informere om nogle af de initiativer, som aktuelt ligger på mit bord, så alle medarbejdere har mulighed for løbende at følge med i noget af dét, vi arbejder med på fakultetet.

Jeg synes, at det er en super god idé (tak for den!). Så det gør jeg fremover – én gang om måneden.

På Health arbejder vi for bedre sundhed for alle. Det er en ledetråd for vores forskning og for vores uddannelser.

Bedre sundhed for alle kan handle om at gøre syge mennesker raske. Men bedre sundhed for alle handler i lige så høj grad om forebyggelse og sundhedsfremme – altså grundlaget for folkesundheden.

Vi kan bare tænke på de udfordringer, vi som samfund står overfor i forhold til blandt andet overvægt, faldende fertilitet og fysisk inaktivitet. Dertil kommer den transformationsdagsorden, som raser i sundhedsvæsenet, hvor forskning i organisering og indretning af sundhedssektoren vil få en endnu mere fremtrædende plads.

Hvis vi som fakultet skal bidrage til at løse de udfordringer, der er knyttet til folkesundheden og til organisering af hele sundhedsvæsnet, er det en forudsætning, at vi tænker sundhedsvidenskab bredt. Blandt andet derfor er den uddannelse, vi giver vores studerende, og den viden, vi skaber i forskningsmiljøerne på Institut for Folkesundhed, vigtig. Den har betydning for menneskers sundhed og trivsel.

Det fylder meget på mit bord – og i mit hoved – lige nu, hvordan vi varetager denne samfundsinteresse, som også er vores fakultetsinteresse, samtidig med at vi skal håndtere den store udfordring, som udmøntning af kandidatreformen giver os. En reform, der betyder, at vi fra 2025 skal reducere optaget på bacheloruddannelserne i idrætsvidenskab og folkesundhedsvidenskab og senere skal arbejde med omlægning af kandidatuddannelserne på Institut for Folkesundhed.

Vi kan ikke rokke ved, at instituttet skal levere på de krav, der ligger i kandidatreformen. Men som fakultet kan vi arbejde for at begrænse skaderne ved at se på fordelingen af vores økonomi og ved sammen at se på de muligheder, som kandidatreformen også giver – f.eks. et samarbejde på tværs om nye masteruddannelser.

Vi vil som fakultet insistere på at bidrage væsentligt til bedre sundhed for alle og være med til at løse de store samfundsudfordringer indenfor sundhed. Derfor er det afgørende, at vi er solidariske og står sammen som fakultet. Derfor bliver det også et fælles ansvar at finde løsningerne.