”Jeg får energi af at realisere akademiske mål sammen med andre”

Professor Michael Baggesen Klitgaard bliver ny institutleder på Institut for Folkesundhed. Han tiltræder stillingen den 1. december 2024 og glæder sig især til at lære instituttets medarbejdere at kende og til at stå i spidsen for alt det, der skal løftes i flok og rækker ud over hans egen karriere.

Michael Baggesen Klitgaard
”Jeg tror, at folkesundhedsområdet har et stort uudnyttet potentiale, og det vil jeg gerne være med til at forløse,” siger Institut for Folkesundheds nye institutleder Michael Baggesen Klitgaard. Foto: Simon Fischel, AU Health

Fakta om Institut for Folkesundheds nye institutleder

  • Navn: Michael Baggesen Klitgaard.
  • Fødeby og årstal: Er født i Aalborg i 1971.
  • Bopæl og civilstatus: Bor i Odense og er gift med Trine Baggesen Klitgaard, som er skolekonsulent. Sammen har de datteren Kirstine og de to sønner Christian og Mads. Kirstine er 23 år og læser statskundskab i Odense, Christian er 20 år og læser politik og økonomi i Aarhus, og Mads er 12 år og går i 6. klasse.
  • Forskningsfelt: Forsker primært i offentlig politik, velfærdsstatens institutioner og i lighed og ulighed.
  • Undervisningsområde: Har undervist i bl.a. offentlig politik, offentlig forvaltning og reformer i velfærdsstatens institutioner. Blev kåret som årets underviser på Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet i Odense i 2011.
  • Tidligere jobs: Var ansat som professor i statskundskab på Syddansk Universitet i Odense fra 2012-2020 og adjunkt og lektor samme sted i perioden 2004-2012. Var institutleder på Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet fra 2020-2024, og her er han nu ansat som professor frem til 30. november 2024. Har undervejs tilbragt et år som visiting professor på Harvard University.
  • Tanker om pendlerlivet: Kommer til at pendle mellem Odense og Aarhus, men drømmer om at vende tilbage til Aarhus, hvor han flyttede sammen med Trine første gang – i en lejlighed i Ny Munkegade. Har mulighed for en overnatning på et værelse hos sin mor i Randers på de dage, hvor der er for langt tilbage til Odense.
  • Fritidsinteresser: Familien er den største og vigtigste fritidsinteresse. Der går tid med at forsøge at få lov til også at se de to ældste, som er flyttet hjemmefra, og i håndboldhallerne med den yngste. Bruger derudover en del tid på cykling, løb og kulturoplevelser – særligt musik. Går både i Operaen og er fast gæst på Tinderbox i Odense.
  • Bonusinfo: Skal cykle med Team Rynkeby fra Odense til Paris i 2025.

Michael Baggesen Klitgaard er professor i statskundskab og forsker i offentlig politik. Han har bl.a. ledelseserfaring fra en stilling som institutleder på Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet, og han ser frem til at tiltræde sin nye stilling i Aarhus.

Gode relationer og indsigt er afgørende

Michael Baggesen Klitgaard er udmærket klar over, at Institut for Folkesundhed står over for store forandringer og bl.a. skal udmønte sektordimensioneringen, omlægge kandidatuddannelser og byde Center for Registerforskning velkommen. Alligevel vil han i starten prioritere kendskabet til instituttet højt.

”Det er enormt vigtigt for mig at lære medarbejderne, dagligdagen på instituttet, rutiner og procedurer rigtig godt at kende. Jeg vil prioritere at være synlig, til stede og tilgængelig og bruge tid på at danne relationer og få indsigt,” siger han og uddyber:

”Jeg kommer ikke med en omfattende reformdagsorden, som skal omkalfatre instituttet. Der er masser af gode aktiviteter og indsatser i gang i forvejen. Desuden står vi overfor kandidatreformen og de andre store forandringer, som er skal-opgaver, der vil trække store veksler på hele instituttet. Det er opgaver, vi skal have kræfter til at løse i fællesskab, og jeg har både respekt for og erfaring med, at der er grænser for, hvad medarbejdere og ledelse kan rumme og overskue på én gang,” siger han.

Vil gå ydmygt til opgaven

Med sin baggrund i statskundskab er han bevidst om, at han fagligt har et andet udgangspunkt end mange af sine nye medarbejdere og kolleger.

”Medarbejderne vil mærke min baggrund på den måde, at jeg går til opgaven med ydmyghed og respekt for de faglige miljøer og med stor bevidsthed om, at jeg har meget at lære. Det betyder også, at tæt dialog og sparring med fagmiljøerne er afgørende for, at jeg og den øvrige institutledelse kan træffe gode og kvalificerede beslutninger,” siger Michael Baggesen Klitgaard og fortsætter:

”Min erfaring som institutleder er fra et institut, som fagligt er endnu mere diverst end Institut for Folkesundhed, og som har en bredere forsknings- og undervisningsprofil. Og når jeg kigger tilbage, ser jeg faktisk en lille tendens til, at jeg måske lykkedes bedst med ledelsesopgaven dér, hvor min egen faglige indsigt var lidt mere begrænset. Logikken er nok, at det dér falder helt naturligt at lytte mere end at tale. Det giver autonomi og plads til de medarbejdere, der realiserer faglighederne i dagligdagen, hvilket er helt afgørende for, at vi samlet set kan lykkes på allerhøjeste niveau.”  

Brænder for feltet mellem samfundsvidenskab og sundhedsvidenskab

I samme forbindelse anerkender Michael Baggesen Klitgaard, at han som professor i statskundskab jo ikke i praksis vil stå i spidsen for instituttets forskning i for eksempel doping, miljøpåvirkning, sygepleje og rehabilitering. I hvert fald ikke ved første øjekast.

”Jeg brugte ret meget tid i forbindelse med ansøgningsarbejdet på at læse mig ind på folkesundhedsområdet for at vurdere, om der var et fagligt match. Jo dybere jeg kom ind i det, og jo mere jeg satte mig ind i området, stillingen og instituttet, desto mere blev jeg overbevist. Det her vil jeg virkelig gerne,” siger Michael Baggesen Klitgaard og fortsætter:

”Ikke fordi, jeg bare gerne vil være institutleder på et hvilket som helst institut. Men fordi der i feltet mellem sundheds- og samfundsvidenskab ligger en række store og vigtige spørgsmål, som er helt afgørende i et folkesundhedsperspektiv. Jeg mener også, at folkesundhedsområdet har et stort potentiale i forhold til mange af de dagsordener, der adresseres i regeringens forslag til en ny sundhedsreform, og det vil jeg gerne være med til at forløse.”

Han fortæller samtidig, at han håber, at medarbejderne vil opleve ham som en åben og uhøjtidelig leder, der tager det gode humør med på arbejde.

”Da jeg var institutleder på Institut for Politik og Samfund, sagde en af mine ledere på et tidspunkt til mig: ’Du ved, hvad du vil, men du er også til at tale med.’ Det, tror jeg, er meget rigtigt set. Jeg tror, jeg er en tydelig leder, men jeg er også pragmatisk og god til at lytte,” fortæller Michael Baggesen Klitgaard.

Udviklingsopgaver motiverer og giver energi

Michael Baggesen Klitgaard erfarede i sin tidligere stilling som institutleder, at det giver ham energi at realisere akademiske mål og ambitioner i fællesskab med kolleger – noget, der rækker ud over hans egen karriere.

”Jeg kan virkelig godt lide at samarbejde med andre i en stor organisation, at formulere og definere nogle klare mål for opgaverne, og dernæst arbejde systematisk på at nå dem i fællesskab. Det motiverer mig,” siger han og forklarer:

”Når man arbejder på det lidt bredere organisatoriske niveau, så får man sejrene i fællesskab, og en sejr er bare sødere, når den er opnået sammen med andre. Det gælder jo også den anden vej rundt. Når noget er svært eller ikke går den vej, man havde håbet, er det lettere at komme op på hesten igen ved fælles hjælp og indsats,” siger Michael Baggesen Klitgaard.

Kontakt

Professor og kommende institutleder Michael Baggesen Klitgaard
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Telefon: 40 22 76 49
Mail: au77067@uni.au.dk