“Jeg drømmer om at forbinde sundhedssystemer i nord og syd”

Hvordan er det at arbejde på Health, når man er ny, kommer udefra og lige er landet? Det har vi spurgt en række internationale kolleger fra fakultetets fem institutter om. Adjunkt Derek Asuman fra Institut for Folkesundhed ser på fakultetet med friske øjne.

Derek Asuman kommer fra Ghana og er adjunkt i anvendt folkesundhed ved Institut for Folkesundhed. Han fremhæver især det stærke forskningsmiljø og kollegiale fællesskab som noget af det bedste ved sin arbejdsplads.
Derek Asuman kommer fra Ghana og er adjunkt i anvendt folkesundhed ved Institut for Folkesundhed. Han fremhæver især det stærke forskningsmiljø og kollegiale fællesskab som noget af det bedste ved sin arbejdsplads. Foto: Privat.

Hvem er Derek Asuman?

  • Navn: Derek Asuman
  • Født i: 1989
  • Baggrund: Født og opvokset i Ghana, ph.d. fra Lund Universitet i Sverige og postdoc fra University of Iceland
  • Stillingsbetegnelse: Adjunkt på Institut for Folkesundhed, Anvendt Folkesundhedsforskning (Public Health Metrics)
  • Forskningsområde: Sundhedsøkonomi, effektmåling og cost-effectiveness-analyse
  • Ansættelsestidspunkt: 2024
  • Tidligere ansættelse: Postdoc ved University of Iceland

Hvorfor søgte du et job hos Health?

Min første kontakt med Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet var i 2017, da jeg fik et legat til at udvikle et forskningsoplæg til en ph.d.-stilling under vejledning af lektor Ulrika Enemark. Jeg blev hurtigt imponeret over samarbejdskulturen og bredden i forskningsinteresser, som matcher mine egne. Selvom jeg endte med at tage min ph.d. på Lund Universitet, bevarede jeg en tæt kontakt med forskerne i Aarhus. Da muligheden bød sig for at vende tilbage som adjunkt, greb jeg den med det samme. Jeg ser Aarhus som det rette sted til at videreudvikle mit arbejde, der kobler erfaringer fra både de nordiske lande og Afrika syd for Sahara.

Hvad ville du gerne have vidst, inden du tiltrådte din nuværende stilling på Health?

Jeg kendte allerede nogle kolleger fra min tid i Aarhus, men jeg skulle alligevel forberede mig bedre på at navigere i en ny arbejds- og undervisningskultur. Jeg ville gerne have vidst mere om den åbne og uformelle stemning i undervisningen – og måske også om fredagscaféerne!

På hvilken måde adskiller Health sig fra din tidligere arbejdsplads?

Mine kolleger her har været enormt støttende og hjælpsomme i min opstart. Der er en stærk forskningskultur, hvor mange arbejder med projekter over hele verden. Jeg er især taknemmelig for, at jeg altid kan gå ind til Ulrika og få sparring. De regelmæssige møder i forskningsgrupperne og instituttet er også en god måde at følge med i, hvad der rører sig blandt kollegerne.

Hvad vægter du højest i dit arbejdsliv?

Jeg sætter stor pris på et arbejdsmiljø, hvor innovation, faglig udvikling og videndeling er i centrum. Jeg værdsætter især en åben kommunikationskultur, hvor forventningerne er tydelige og samarbejdet er konstruktivt.

Hvad har overrasket dig mest som adjunkt på Health?

Overgangen fra postdoc til adjunkt har været en stor omvæltning. Som postdoc kunne jeg fokusere fuldt på forskning, mens jeg nu balancerer undervisning, vejledning, forskning og administration. Det er krævende, men takket være støtten fra mine kolleger går det fremad.

Hvad er det bedste ved at gå på arbejde hos Health?

Den tværfaglige og internationale tilgang til forskning. Jeg arbejder med sundhedssystemer i både Norden og udviklingslande, og det er inspirerende at dele erfaringer med kolleger, der har lignende perspektiver. Det åbner for læring på tværs af landegrænser og er med til at forbedre sundhedsadgangen globalt.

Har du et yndlingssted – på instituttet eller i Aarhus?

Mit kontor ligger lige ud til Universitetsparken, og jeg nyder mine gåture langs søen om eftermiddagen. Og uden for arbejdet udforsker jeg gerne caféerne i midtbyen.

Har du taget noget med dig fra dit tidligere arbejdsliv, som du gerne vil dele her?

Jeg har bragt en forståelse med mig for at arbejde i sundhedssystemer med meget forskellige ressourcer – både bogstaveligt og metaforisk. Det giver mig et unikt perspektiv, som jeg håber, kan bidrage til Healths internationale samarbejder.

Har du et godt råd til (internationale) kolleger, der for nylig er blevet ansat på Health?

Søg hjælp, når du er i tvivl – kollegerne her er virkelig imødekommende. Særligt som international kan det være svært at finde rundt i både det administrative og sociale. Deltag i arrangementer – både på instituttet og via International Staff Office. Og forbered dig på bakkerne i Aarhus, hvis du cykler (hvilket jeg i høj grad anbefaler). For byen er langt fra flad. Aarhus har masser af muligheder, og jeg nyder at bruge tid på at udforske dens afkroge og aktiviteter.

Kontakt

Adjunkt Derek Asuman
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed – Sektion for Sundhedsfremme og Sundhedsvæsen
Mail: da@ph.au.dk