Innovatører skal fremme sundhedsteknologi

Der skal være kortere vej fra idé til produkt og et større fokus på brugernes behov. Derfor lancerer Aarhus Universitet nu i samarbejde med Region Midtjylland en Stanford-inspireret sundhedsinnovatøruddannelse for blandt andet læger og ingeniører.

BIO-X Denmark

Ifølge regeringens nye innovationsstrategi skal Danmark være ”løsningernes land”. Ønsket om flere og bedre løsninger er også baggrunden for en ny aarhusiansk innovatøruddannelse målrettet sundhedssektoren. Uddannelse af såkaldte sundhedsinnovatører skal mere konkret føre til flere sundhedsteknologiske produkter gennem et tættere samarbejde mellem forskere, hospitaler og industrien.  

Første skridt på vejen er at identificere behovene ude på hospitalsgangene:

”I dag udvikles nye produkter til sundhedssektoren ofte af industrien og dermed uden for det kliniske miljø på hospitalerne, hvor behovene findes. Det betyder desværre, at implementeringen af produkterne ofte bliver langsom og markedspotentialet sværere at realisere. Med det nye sundhedsinnovatørprogram vil vi gerne udvikle løsninger, der matcher reelle behov i miljøet,” siger prodekan for viden, Michael Hasenkam, Health på Aarhus Universitet.

Tværfaglig tilgang

Derfor søsætter Aarhus Universitet i samarbejde med Aarhus Universitetshospital og Region Midtjylland en tværfaglig sundhedsinnovatøruddannelse, BioMedical Design, der henvender sig til blandt andre læger, sygeplejersker, ingeniører og kandidater med en kommerciel baggrund:

”Med BioMedical Design vender vi den typiske innovationsproces på hovedet, fordi deltagerne skal tage udgangspunkt i aktuelle og identificerede behov i sundhedssektoren. På den måde får de et bedre afsæt til at skabe kommercielle successer, så der bliver kortere vej fra idé til produkt. Vi håber også, at den omvendte proces kan være med til at skabe flere nye bæredygtige løsninger til sundhedssektoren,” siger Michael Hasenkam.

Ideen kommer fra Stanford University, hvor man har haft succes med at skabe nye produkter og serviceydelser og dermed arbejdspladser på baggrund af konceptet.

Ingeniører og læger i tæt parløb

BioMedical Design er udviklet i tæt samarbejde mellem Institut for Ingeniørvidenskab og Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet. Den tætte kobling mellem ingeniørvidenskab og sundhedsvidenskab giver helt nye muligheder:

”Vi har brug for en ny type af innovatører, der kan bygge bro mellem det traditionelt sundhedsfaglige og det ingeniørfaglige og tænke helhedsorienteret omkring teknologisk udvikling på brugerens præmisser. Det er netop i dette krydsfelt, at de værdiskabende løsninger opstår. Ham, der programmerer koden til fremtidens elektroniske patientjournal, skal kunne tale med lægerne og sygeplejerskerne og forstå deres behov. Ellers har han ingen chance for succes,” siger institutleder Thomas Toftegaard fra Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet.

Forløbet tager et år på deltid. I løbet af den tid skal deltagerne først følge læger og sygeplejersker for at identificere kliniske og organisatoriske behov i miljøet og dernæst arbejde med udvikling og kommercialiseringsprocessen i samarbejde med forskere og mentorer fra erhvervslivet.

Bro over ”dødens dal”

De kommende sundhedsinnovatører skal kunne styre innovationsprocesser, så flere idéer bliver til konkrete produkter. Michael Hasenkam forklarer, at for mange gode hensigter om anvendelsesorienteret forskning i dag strander i den såkaldte ”dødens dal”:

”Det sker for tit, at forskning i nye teknologier ikke ender ud med et produkt, der kan sælges. Det kan blandt andet skyldes manglende kendskab til sundhedssektorens mange regler og krav. Derfor er det vigtigt at uddanne personer, der kan lede processen hele vejen fra identifikation over innovation til implementering.”

Forløbet er en del af det såkaldte Bio-X Denmark, der er et offentlig-privat samarbejde, der skal fremme erhvervsrettet sundhedsinnovation og forskningsbaseret udvikling.


Fakta om BioMedical Design

  • I første omgang kan otte deltagere optages på programmet.
  • Forløbet er gratis for de første to årgange.
  • Deltagerene inddeles i to tværfaglige hold. På hvert hold skal der være minimum en ingeniør, en læge eller sygeplejerske og en kandidat med en merkantil baggrund. 
  • Uddannelsen udbydes af Aarhus Universitet i samarbejde med Aarhus Universitetshospital og Fonden Med Tech Innovation Center (Region Midtjylland). 

Se også Bio-X Denmarks hjemmeside.


Yderligere oplysninger

Prodekan for Videnudveksling J. Michael Hasenkam
Aarhus Universitet, Health
Direkte telefon: 8715 2007
hasenkam@sun.au.dk  

Institutleder Thomas Toftegaard
Aarhus Universitet, Institut for Ingeniørvidenskab
Direkte telefon: 8715 6168
tst@iha.dk