Iflg. FL skal uni-fork. undgås på HE

Har du svært ved at tyde overskriften, er du formentlig ikke den eneste. Nye retningslinjer for brug af forkortelser på Health skal skabe mere inkluderende kommunikation. Den vigtigste tommelfingerregel er: Undgå indforståede universitetsforkortelser.

AI-genereret illustration, der viser en kvinde bagfra siddende ved et skrivebord, mens en masse bogstaver svæver rundt om hende.
Foto: Adobe Firefly

Forkortelser tjener som en effektiv måde at kommunikere på, både mundtligt og skriftligt. På et universitet er forkortelser af fagtermer ikke blot en praktisk genvej; de udgør også en væsentlig del af vores faglige sprog og identitet.

Men for nye medarbejdere og andre, som ikke er fortrolige med forkortelserne og deres betydning, kan forkortelser opleves ekskluderende og skabe frustration, misforståelser og oplevelse af afstand.

Fakultetsledelsen har derfor godkendt et nyt sæt retningslinjer, der begrænser brugen af fag- og universitetsspecifikke forkortelser både i skrift og tale. Formålet er at understøtte en mere inkluderende kommunikation på Health.

Retningslinjer for forkortelser

De nye retningslinjer for forkortelser ligger på fakultetets hjemmeside. Her et overblik:

1. Vi forkorter aldrig Health

Fakultetet og fakultetets enheder bliver ofte forkortet fx HE og HE BYG. Men Health hedder Health, og de administrative enheder skrives og udtales derfor som Health Bygningsservice jævnfør forkortelsen ovenfor.

2. Vi undgår fag- og universitetsspecifikke forkortelser

Dokumenter og møder på Aarhus Universitet kan næsten være kodesprog for de uindviede på grund af de mange indforståede forkortelser. Vi skal derfor bestræbe os på at undgå fag- og universitetsspecifikke forkortelser. Et par eksempler på sådanne er FISU og IRM. Her bruger vi nu den fulde ordlyd: fakultetets informationssikkerhedsudvalg og Institut for Retsmedicin.

Vi kan undtagelsesvist anvende en forkortelse, hvis vi skriver ordet i sin fulde længde første gang – efterfulgt af forkortelsen i parentes. Det vil altså sige: fakultetets informationssikkerhedsudvalg (FISU) og Institut for Retsmedicin (IRM).

3. Vi anvender almindeligt anerkendte standardforkortelse

Vi kan fortsat fint bruge de standardforkortelser for gænge ord, som findes på sproget.dk*. Det kan være fx (for eksempel), bl.a. (blandt andet) og kr. (kroner).

*Sproget.dk er et samarbejde mellem Kulturministeriets institutioner for sprog og litteratur, Dansk Sprognævn og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

fakultetets hjemmeside ligger der flere eksempler på brug og ikke-brug af forkortelser i kommunikationen på Health.

I øvrigt skulle overskriften i artiklen her rettelig være: Ifølge fakultetsledelsen skal universitetsforkortelser undgås på Health

Kontakt

Kommunikationschef Ulla Krag Jespersen
Aarhus Universitet, Administrationscenter Health – Health Kommunikation
Mobil: 31 69 10 14
Mail: ulla@au.dk