Hun satte nyfødtes overlevelse på den globale sundhedsdagsorden
Professor Joy Elizabeth Lawn fra London School of Hygiene & Tropical Medicine er blandt verdens førende forskere i mødres, nyfødtes og børns sundhed. Nu udnævner Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet hende til æresdoktor i forbindelse med universitetets årsfest.
Hvordan forhindrer man, at verdens mest sårbare nyfødte dør? Det spørgsmål har været omdrejningspunktet for Joy Elizabeth Lawns forskning gennem årtier.
Fakultetets æresdoktor har været med til at skabe det evidensgrundlag, der i dag bliver brugt over hele verden til at forebygge dødfødsler, for tidlige fødsler og neonatal dødelighed. Hendes forskning har haft stor betydning for udviklingen af internationale sundhedsprogrammer og politiske initiativer.
Joy Elizabeth Lawn har kombineret klinisk erfaring fra blandt andet Afrika med forskning på højeste internationale niveau. Hun har spillet en central rolle i globale initiativer og forskningsserier som The Lancet Small Vulnerable Newborn Series og Every Newborn Action Plan. Arbejdet bidrog til, at neonatal overlevelse blev et selvstændigt mål i FN’s verdensmål. Hun er desuden blandt verdens mest citerede forskere inden for sit felt.
Den nye æresdoktor har gennem mange år samarbejdet med forskere på Institut for Klinisk Medicin i Aarhus om børns og kvinders sundhed. Samarbejdet har resulteret i publikationer i førende internationale tidsskrifter og stærke internationale forskningsnetværk.
Kontakt
Professor Joy Elizabeth Lawn
London School of Hygiene & Tropical Medicine
Mail: Joy.Lawn@lshtm.ac.uk