Healths studerende er – lidt – mindre stressede

Både svarprocent og tilfredshed blandt de studerende fik et nøk op i den seneste studieundersøgelse. Undersøgelsen viser, at der på Healths uddannelser er et godt fagligt og socialt miljø, men også at studielivet kan føles ensomt for nogle af de studerende.

Det er overordnet godt at være studerende på Health. Det viser resultaterne af Danmarks Studieundersøgelse. Men stress og ensomhed spøger stadig. Foto: Lars Kruse, AU Foto

Det er overordnet godt at være studerende på Health. Det er konklusionen på Danmarks Studieundersøgelse, som hvert andet år tager temperaturen på trivslen blandt studerende i Danmark. Årets undersøgelse viser nemlig, at hele 90% af Healths studerende mener, at det faglige niveau er højt, mens 85 % er ”enige” eller ”helt enige” i, at det sociale miljø også er godt.

Prodekan for uddannelse på Health, Lise Wogensen Bach, er da også godt tilfreds med resultaterne i undersøgelsen:

”Vi har haft et stort fokus på en god studiestart og et stærkt og inkluderende studiemiljø for alle vores studerende. Samtidig har vi nogle dygtige og ambitiøse undervisere og studieledere, som arbejder for at tilbyde de studerende undervisning på et meget højt niveau. Det er jeg selvfølgelig meget glad for at se afspejlet i undersøgelsen,” siger hun.

Danmarks Studieundersøgelser giver blandt andet indblik i, hvordan de studerende oplever arbejdspresset, om de er ensomme, hvor meget tid de bruger på studiet og om de er tilfredse med det sociale og faglige miljø på deres uddannelser.

Undersøgelsen i tal

  • 90% af de studerende mener, at der er et godt fagligt miljø på Health.
  • 85% mener, at der er et godt socialt miljø. Særligt bachelorstuderende vurderer det sociale miljø godt (89%), mens kandidatstuderende generelt vurderer det lidt lavere (79%).
  • På Health føler de studerende sig generelt godt tilpas: 84% enig/helt enig (Stigning på 6 procentpoint ift. 2021)

Ensomhed:

  • 12% af de studerende på kandidatuddannelserne oplever ‘ofte’ eller ‘altid’ at føle ensomhed på studiet. (Stigning på 1 procentpoint.)
  • 9% af de studerende på bacheloruddannelserne oplever ‘ofte’ eller ‘altid’ at føle ensomhed på studiet. (Et fald på 5 procentpoint. Tallet er 13% på overordnet AU-niveau)
  • BA Idræt ligger markant lavere med kun 2%, der ‘ofte’ føler ensomhed på studiet.

Stress:

  • 14% af de studerende på Health oplever ‘ofte’ eller ‘altid’ stærke stress-symptomer ifm. studiet i dagligdagen.
  • Stressniveauet er generelt højere blandt kvinder (17%) end mænd (8%).
    De studerende på bacheloruddannelserne føler sig hovedsageligt presset af:
  • Tanker om hvorvidt man skal klare sig på uddannelsen:
  • (BA Medicin (55%), BA Folkesundhedsvidenskab (55%) og BA Odontologi (54%).)
  • Egne forventninger til præstation på uddannelsen: (BA Tandpleje (70%), BA Folkesundhedsvidenskab (56%), BA Medicin (54%), BA Odontologi (62%) BA Klinisk tandteknik (85%).)
    De studerende på kandidatuddannelserne føler sig hovedsageligt presset af:
  • Tanker om, hvad man skal efter uddannelse: KA Folkesundhedsvidenskab (65%) og KA Idræt (65%).
  • Praktiske forhold på uddannelsen (regler, skema, fleksibilitet, manglende information): KA Odontologi (83%)

De studerendes tidsforbrug på uddannelsen:

  • En gennemsnitlig studerende på Health bruger 39,1 timer i ugen på sin uddannelse.
  • De studerende på BA og KA Odontologi samt BA og KA Medicin bruger mest tid på deres uddannelse.

Stress og ensomhed spøger stadig

Tidligere undersøgelser har vist, at studerende på Health kan føle sig stressede, både overordnet på studiet og op til de mere travle og intense eksamensperioder.  Og de nye tal viser da også, at 14 % af de studerende på Health stadig oplever studielivet som stressende ”ofte” eller ”altid”. Men det er faktisk det laveste niveau siden 2018. Ved den seneste undersøgelse i 2021 lå tallet på 17%. For bachelorerne udspringer stressen i høj grad af usikkerhed om, hvorvidt de kan klare uddannelsen og deres egne forventninger til, hvor godt de skal præstere. Mens det fx på kandidaterne på Folkesundhedsvidenskab og Idræt er fremtidsudsigterne efter endt uddannelse som tynger.

Nogle studerende føler sig også ensomme på studiet. Men ensomheden er tilsyneladende delvist betinget af, hvor langt i studiet de studerende er. 12% af de studerende på kandidatuddannelserne oplever nemlig studielivet som ensomt, hvilket er en lille stigning på et procentpoint. På bachelordelen tyder det på, at det sociale liv erbedre. Her indikerer kun 9% at de ”ofte” eller ”altid” føler sig ensomme, og det er et fald på hele fem procentpoint fra tidligere undersøgelser.

Helt at fjerne stress og ensomhed blandt de studerende er nok ikke realistisk, siger prodekan Lise Wogensen Bach, som i stedet hæfter sig ved den stigende trivsel og de mange tilbud, universitetet har til de studerende:

”Vi stræber selvfølgelig efter, at alle vores studerende skal have det godt gennem hele deres studietid og dannelsesrejse på Health. Men vi ved jo også godt, at stress og ensomhed vil ramme rigtigt mange af os gennem livet. Derfor gør vi meget ud af at informere de studerende om de tilbud, vi har på universitetet. Det gælder blandt andet studenterrådgivningen, muligheden for at tale med en præst og studievejledningen, og så har vi oprettet et Studiemiljøråd, hvor prorektor, uddannelsesledere, undervisere og studerende samarbejder om et godt studiemiljø” siger Lise Wogensen Bach.

Danmarks Studiemiljøundersøgelse udsendes af Forsknings- og Uddannelsesstyrelsen.  Resultaterne af undersøgelsen vil blive drøftet løbende på statusmøder og fulgt op med konkrete tiltag, hvis der er behov, fortæller Lise Wogensen Bach. Læs mere om undersøgelsen og resultaterne her

Stor fælles indsats gav svarprocenten et nøk op

Alle sejl blev sat ind for at hæve en svarprocent, der tidligere år har været noget sløj, og det gav pote. Health fik nemlig den højeste svarprocent på hele AU. Samlet set svarede 42% af Healths studerende på undersøgelsen, det er 10% flere end tidligere år. En indsats, Lise Wogensen Bach sætter stor pris på:

"Undersøgelsen er en meget vigtig indikator for, hvordan det er at være studerende her på Health, og vi bruger data til at udvikle og lave nye konkrete indsatser. Derfor var det vigtigt at få svarprocenten op, og jeg vil gerne sige 1000 tak til både ansatte og studerende for deres store indsats". 

Kontakt

Prodekan for uddannelse, Lise Wogensen Bach
Dekanatet, Health, Aarhus Universitet
Telefon: +4525488522
Mail: lwb@au.dk